Danmark og Sverige har begravet flygtninge-stridsøksen

Skrevet af admin

03/10/2015

Mest læste i dag

For en lille måned siden var der en anspændt situation de nordiske lande imellem på grund af flygtninge- og migrantsituationen i Europa.

Sverige var for eksempel ude med en hård kritik af Danmarks håndtering af situationen, da tusindvis af flygtninge kom til Danmark fra Tyskland.

De fleste ville videre til Sverige, og efter nogle dages forvirring om håndteringen var der fra dansk side frit lejde til at rejse gennem Danmark uden at blive stoppet eller registreret.

Men stridsøksen er begravet, siger den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), i forbindelse med det nordiske statsministermøde, som i år finder sted i Danmark.

- Vi har en forpligtelse i forhold til Dublin-forordningen og Schengen, som vi lever fuldt op til.

- Det har vi også diskuteret på mødet her, og der er ingen, som har noget at kritisere hinanden for. Jeg har ikke noget at kritisere min svenske kollega for, og jeg har ikke lagt ører til kritik, siger Lars Løkke Rasmussen.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, som ellers har været skarp i sin kritik af Danmark, er enig med Løkke.

- Vi skal som lande følge de regler, vi hver især har, og det er det, der er blevet gjort, siger Löfven.

Sverige er det land i Norden, som tager imod klart flest flygtninge og migranter. I Danmark er der kommet asylstramninger, hvor ydelserne er blevet forringet.

Det ser Lars Løkke Rasmussen ikke problemer i.

- Jeg synes, at vi i Danmark er solidariske med hele verdenssamfundet. Vi fører en på alle måder anstændig flygtninge- og udlændingepolitik.

- Hvis man har opfyldt betingelserne om at få asyl i Danmark, så får man asyl. I øvrigt på nogle vilkår, som internationalt set er på en værdig og anstændig form, siger Lars Løkke Rasmussen, mens Löfven tilføjer:

- Hvis man ikke vil søge asyl i det land, man er i, så kan man ikke tvinge folk til at søge asyl. Derfor er der mennesker, som er kommet til Sverige, der søger videre mod for eksempel Finland.

Heller ikke Norges statsminister, Erna Solberg, udtrykker kritik til sine kolleger.

- Der er fri bevægelse af mennesker inden for Schengen, hvis man ikke er registreret. Udfordringen er ved de ydre grænser, det er der registreringen skal fungere, siger hun.

Finlands statsminister, Juha Sipilä, tilføjer:

- Der er ingen uoverensstemmelser mellem os, selvom vi alle er presset af denne situation.

Den islandske statsminister, Sigmundur Davíð Gunnlaugsson, bekræfter, at han er enig med sine nordiske kolleger.

/ritzau/