Danmark til Italien: Få nu styr på grænsekontrollen

Skrevet af admin

09/10/2014

Dagens topnyheder

Et år efter at 366 migranter omkom ved et skibsforlis ud for den italienske ø Lampedusa glæder Italien sig over, at det øvrige EU med operationen Triton nu er klar til at hjælpe med at patruljere langs Italiens kyst.

Dermed kan italienerne udfase deres omfattende kystredningsoperation, Mare Nostrum.

Samtidig lægger et møde blandt EU-landenes justits- og indenrigsministre torsdag i Luxembourg op til, at de første modtagelande skal gøre mere for at få de nyankomne registreret, blandt andet med fingeraftryk.

Dermed bliver der gjort et forsøg på at bygge bro mellem middelhavslandene og lande som Danmark, Sverige og Tyskland, hvor migranterne dukker op som asylansøgere, selv om de burde have været stoppet og registreret allerede i ankomstlandet.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) siger, at hun har benyttet torsdagens møde til at snakke med sin italienske kollega, Angelino Alfano, om Italiens utilstrækkelige registrering af de nyankomne.

- Vi er fra dansk side meget bekymrede over situationen og finder det fuldstændig uacceptabelt, at EU's ydre grænse ikke bliver kontrolleret, siger Hækkerup, der har tilbudt, at Danmark kan hjælpe italienerne med at tage fingeraftryk.

Den danske minister ønsker ikke at "motivforske" i, hvorfor registreringen ikke har fungeret.

- Jeg kan bare konstatere, at mange ikke er registreret, når de når fra syd til nord. Det er ikke tilfredsstillende. Vi har nogle klare aftaler om, hvordan grænser skal bevogtes. Og vi kan konstatere, at det bare ikke fungerer, siger Hækkerup.

Den italienske minister svarer på et pressemøde med en slet skjult antydning af, at Italien vil være mere samarbejdsvillig med at få registreret de nyankomne, nu da EU endelig er gået med til at hjælpe med at patruljere ud for Italiens kyst.

- Spørgsmålet om fingeraftryk går hånd i hånd med samarbejde mellem landene i Europa. Vi får nu solidaritet fra det øvrige Europa i operation Triton, og der skal i samme åndedrag samarbejdes om at få registreret de migranter, der ankommer.

- De nægter sommetider at blive registreret. Men det italienske politi har forsøgt at stramme op i deres håndtering af det her for at sikre et mere effektivt svar i form af fotoidentifikation og fingeraftryk, siger indenrigsminister Alfano.

/ritzau/