Danmark vil sikre Ukraines energi

Skrevet af admin

18/11/2014

Dagens topnyheder

Strøm lavet på danske vindmøller i stedet for gas importeret fra Rusland kan ifølge udenrigsminister Martin Lidegaard (R) være en vigtig del af løsningen på Ukraines aktuelle problemer.

Lidegaard har den seneste uge i Kijev og Bruxelles gjort sig selv til primus motor for en idé om at arrangere en energikonference i Ukraine i begyndelsen af næste år i håb om, at man der kan finde nøglen til at bringe landet ud af krisen.

- En reform af Ukraines energisektor er måske den af alle reformer, der presser sig mest på i Ukraine. Det skyldes, at alle Ukraines problemer og alle Ukraines potentialer på en eller anden måde er repræsenteret i energisektoren, siger Lidegaard til Ritzau, efter at han tirsdag har vendt sin idé på et møde med EU's naboskabskommissær, Johannes Hahn, i Bruxelles.

Udenrigsministerens problemliste for Ukraine er lang: Korruption, magtkampe mellem forskellige grene af myndighederne, mangel på job og investeringer og landets enorme afhængighed af energi importeret fra Rusland.

- Hvis man nu fik gang i investeringerne og planlægning af en ny energisektor, kunne det skabe investeringer, nye job, nyt håb. Og også en langt billigere og mere effektiv energisektor, der er mindre afhængig af Rusland, siger Lidegaard.

Han siger, at både hans kolleger fra de øvrige EU-lande og kommissær Hahn har taget godt imod idéen om at holde enten en særlig energikonference eller måske et møde i forbindelse med en allerede planlagt donorkonference i Ukraine i begyndelsen af næste år.

Der er dog endnu hverken fastsat tid, sted eller præcise rammer for mødet.

Ifølge ministeren står der allerede respekt om Danmarks ekspertise og erfaringer med at hjælpe andre lande med at udvikle deres energisektor. Og han lægger ikke skjul på, at der også er gode muligheder for at fremme danske løsninger som for eksempel vindmøller.

- Selvfølgelig. For mig at se er der ingen tvivl om, at både det at blive mere energieffektiv, det at få et bedre energinetværk og det at få flere vedvarende energikilder ind, er godt for både Ukraine og for klimaet - og selvfølgelig på sigt også for danske erhvervsinteresser, siger Lidegaard.

/ritzau/