Dansk forsker: TV dør - Radio vinder frem

Skrevet af Jesper Larsen

22/03/2015

Mest læste i dag

Selvom tv-mediet stadig er dominerende, som danskernes foretrukne medie, og flere forskere har talt om, at vi nu er inde i en visuel kultur, så er den udvikling ved at ændre sig, siger lektor i Auditiv Kultur ved Syddansk Universitet, Erik Granly.

Fremover vil lydmediet blive mere og mere dominerende, men han, fordi der bliver ved med at komme nye platforme som tablets og mobiler, der egner sig rigtig godt til lyd.

- Tv-mediets langsomme død på den ene side og de mobile teknologiers fremmarch, vores alle sammens små lydarkiver, gør, at vi alle sammen er mere eller mindre konstant lyttende. Så der er helt klart momentum for, at de auditive sprog udvikler sig, siger Erik Granly til DR.

Han peger på, at mange mennesker i dag er selektive forbrugere, der henter podcasts og streamer, hvilket gør os til dygtigere medieforbrugere, og udbuddet af radio har aldrig været større.

Den samme tendens oplever radioværten Torben Sangild, der kalder det en radiorevolution, vi oplever netop nu.

- Jeg hører mere radio end nogensinde før. Der er sket en decideret radiorevolution, som er foregået over de seneste 10 år, siger han til DR, og peger på at i dag kan stort set alle lave radio, fordi det aldrig ahr været mere tilgængeligt.

- I dag kan alle med relativt stor lethed lave en radioudsendelse, og det betyder, at der er programmer, der kæler utroligt meget for lydbilledet - radiofonien - og programmer, der bare er en eller to personer, der taler om noget, der interesserer dem, og hvor lydkvaliteten ikke nødvendigvis er særligt høj siger han.