Dansk milliardær leverer dele til russisk virksomhed, som forsyner militæret

Skrevet af Mathias Madsen

25/04/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Medejeren og formanden for danske Dinex vil ikke kommentere på, at hans virksomhed leverer dele til en russisk virksomhed, som blandt andet leverer pansrede køretøjer til det russiske militær.

Dagens topnyheder

Det sidste stykke tid har der ikke været tvivl om, at det ikke er populært at samarbejde med Rusland, russere, russiske virksomheder eller andet, som har noget som helst med Rusland at gøre. 

I forbindelse med krigen i Ukraine er linjerne blevet kridtet helt tydeligt op, og der er ingen tvivl om, at det er Rusland, Hviderusland og en lille gruppe andre lande mod den vestlige verden, som primært består af NATO's 30 medlemslande, Australien og nogle enkelte asiatiske lande.

Selvom hele NATO - og dermed også Danmark - altså støtter op om Ukraine i kampen mod Rusland, så er der ikke særlig mange NATO-landes regeringer, som mener, at vi bør hjælpe militært, og derfor har hjælpen indtil videre 'kun' været i form af økonomisk støtte, udstyr, humanitær hjælp og ikke mindst sanktioner. 

Sanktioner mod Rusland og russiske virksomheder er nemlig ét af Vestens stærkeste våben, da det kan knække Ruslands økonomi og dermed gøre, at landet ikke har råd til at føre krig på sigt. 

Blandt andre EU har allerede indført en lang række sanktioner, ligesom adskillige danske og internationale virksomheder frivilligt har valgt at lukke ned for alt salg og produktion i Rusland. 

Én af dem som ikke har stoppet sit samarbejde med Rusland er danske Dinex, som blandt andet producerer udstødninger til terrængående køretøjer, og som delvist ejes af den danske L'easy-milliardær Niels Thorborg. 

Ikke nok med at virksomheden, som Thorborg også er formand for, handler med en russisk virksomhed i form af deres handel med Kamaz, der er på EU's sanktionsliste, så er Kamaz faktisk også en vigtig del af Ruslands militær. 

Den russiske virksomhed, som Dinex altså leverer blandt andet udstødninger til, er nemlig Ruslands største fabrikant af lastbiler og pansrede køretøjer og leverer blandt andet køretøjer til den russiske hær. 

Grunden til at Dinex fortsat kan levere varer til Kamaz, selvom de er på EU's sanktionsliste er, at aftalerne er indgået før d. 16. marts, og de derfor må fortsætte med at levere varer til Kamaz indtil d. 15. maj. 

Så sent som d. 31. marts i år har Dinex ifølge Ekstra Bladet leveret lyddæmpere til en lastbil. Det er dog ikke bekræftet, om lastbilen var til civilt eller militært brug. 

Thorborg nægter at kommentere på sagen.