Dansk-norsk massemorder slipper for fængsel

Skrevet af Mathias Madsen

24/06/2022
Foto: Politi
Foto: Politi
Den dansk-norske mand, som sidste år stod bag det værste massemord i Norge siden massakren på Utøya i 2011, slipper for fængsel.

Mest læste i dag

I oktober sidste år gik dansk-norske Espen Andersen Bråthen amok med bue, pil og kniv i den norske kommune Kongsberg. 

Under angrebet dræbte Bråthen fem personer og sårede 11, og han udførte dermed det værste massemord i Norge siden massakren på Utøya i 2011, hvor 69 personer mistede livet.

Allerede to dage efter det voldsomme angreb blev Bråthen tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital, og nu har en dommer afgjort, at han skal blive der. 

Retssagen, som startede i maj i år, er nemlig slut, og her blev det afgjort, at Bråthen er så syg, at han ikke skal i fængsel. 

Det skriver norske Aftenposten

Ifølge avisen var dommer og forsvarer enige om, at Bråthen blandt andet lider af paranoid skizofreni og vrangforestillinger, hvilket han også gjorde på dagen for angrebet. 

I retten har han blandt andet fortalt om et syn af en hvid hest og et kort over USA, ligesom han forklarede, at han begik angrebet i et forsøg på at blive genfødt til et bedre liv, men at han nu godt ved, at det var forkert.

"Jeg vidste ikke bedre," udtalte Bråthen i retten og forklarede, at han stort set ikke har haft kontakt med andre mennesker i 15 år, ligesom han aldrig har læst bøger og derfor ikke vidste, at det var forkert. 

Både anklager, forsvarer og dommer blev i retten enige om, at den 38-årige massemorders motiv for angrebet var sindssyge, og det blev vurderet, at Bråthen var så syg i gerningsøjeblikket, at han ikke kan straffes med fængsel. 

I stedet vil han blive tvangsindlagt på et hospital for psykisk syge, hvor han vil være på ubestemt tid. 

På spørgsmålet om, hvornår - og om - han kan blive rask, svarede Bråthens nuværende psykiater ikke specifikt. Hun udtalte blot, at diagnoserne var "nye."

"Jeg blev meget syg. Jeg summede," udtalte Bråthen selv under retssagen om sit hårde liv med ensomhed, omsorgssvigt og narko- og alkohol misbrug.

Han forklarede, at han faldt ned i et dybt hul, da han endelig fandt et sted at bo og fik tid til at tænke over livet, og at det gav ham lyst til at blive født på ny, hvilket motiverede ham til at begå angrebet.