Dansk satiriker indlagt på psykiatrisk

Skrevet af Mathias Busekist

102 uger siden

|

07/06/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Komikeren har længe været åben om sin angst, og han fortæller i den forbindelse, at han har ladet sig indlægge.

Dagens topnyheder

Satiriker Charter McCloskey - manden bag karakteren Jacob Ditzel - har længe kæmpet med angst.

Han har af flere omgange åbnet op om sin angst, herunder da han valgte at trække stikket til Zulu Comedy Galla, fordi han ikke havde lyst til at "kaste op af angst".

Men komikeren bekræfter nu, at han igen er inde i en svær tid.

McCloskey bekræfter i et opslag på Instagram, at han denne gang har ladet sig indlægge, og at han kort efter indlæggelsen fik at vide, at han har det "man før i tiden kaldte Aspergers Syndrom".

"Har aldrig været indlagt før, og det var en meget skræmmende beslutning, fordi en del af min angst er angsten for at miste kontrol og blive sindssyg, men også fordi sygdomserkendelse er big ting, at man måske ikke magter opgaven på egen hånd," skriver han indledningsvist og tilføjer:

"Det var lidt af en mundfuld. Men på mange måder også en forløsende mundfuld, for pludselig giver så enormt mange ting, så enormt meget mening."

Foto: Instagram

Han skriver herefter, at han nu forstår, hvorfor han kunne være et godt sted mentalt, men stadig have en "altoverskyggende" angst lige i hælene. 

"Hver dag og hver time siden jeg fik diagnosen, falder ting på plads for mig. Også, at min angst og panikangst skyldes konstant stress af forsøg på at virke i en verden, der ikke er skabt til sådan en som mig."

"Med den viden, er der lys og håb forude, og jeg føler mig fortrøstningsfuld for første gang i lang tid."