Dansk slagter idømt enorm bøde på grund af sin skrift

Skrevet af Nicolai Busekist

08/10/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En dansk slagter er blevet idømt en stor bøde og en sur smiley. Grunden til dette er, at de ikke har skrevet æg med store bogstaver.

Mest læste i dag

Når man sælger fødevarer, stilles der krav til etiketterne på disse. Det fandt Østerport Slagter i Ikast ud af, da de for nylig fik besøg af kontrollører fra Fødevarestyrelsen.

I forbindelse med besøget i slagterbutikken, opdagede kontrollørerne nemlig, at Østerport Slagter sælger hjemmelavede frikadeller, og etiketterne på disse, var de ikke helt tilfredse med.

Det blev nemlig fundet problematisk, at slagteren ikke havde skrevet æg med store bogstaver på etiketten til deres frikadeller.

I og med, at æg er et allergen, er det vigtigt for ægge-allergiske kunder, at de ikke risikerer at overse, at det er angivet på ingredienslisten. Og det endte med at få store konsekvenser for Østerport Slagter, at det ikke var skrevet med store bogstaver.

Besøget fra Fødevarestyrelsen blev nemlig ikke blot klaret med en påtale. Derimod endte det med, at slagteren fik en bøde på intet mindre end 40.000 kroner og en sur smiley. Det skriver TV MIDTVEST.

Forskellen på to etiketter, hvor etiketten til venstre er godkendt, mens den til højre ikke er (Foto: Facebook)

Til TV MIDTVEST fortæller Lene Hammer Larsen, der er indehaver af Østerport Slagter, at hun gik grædende hjem fra arbejde den dag, hvor Fødevarestyrelsen gav hende den store bøde.

I stedet for at forsøge at blusse ned for historien, har Lene Hammer Larsen valgt at lave et opslag på Facebook, hvor hun forklarer kunderne, hvad der ligger til grund for, at der nu hænger en sur smiley i slagterbutikken.

Her skriver hun, at de er kede af, at de har begået en fejl, men at de også er kede af den store bøde, da de i forvejen står i en presset situation som følge af stigende energipriser og inflation.

"Vi er virkelig kede af denne fejl og selvfølgelig også rigtig kede af bødens størrelse. Da vi er en lille slagterbutik, ønsker vi at sætte spørgsmålstegn til beløbet da det selvfølgelig presser os i en forvejen presset situation ift. de stigende energipriser, inflation mv.," lyder det på Facebook.

Derudover skriver hun også, at hun ved, at det ikke er en undskyldning for, at de ikke har levet op til de gældende regler og 'den høje standard, som vi ellers er kendt for.'

I kommentarsporet er der dog stor støtte at finde, og flere har tilmed foreslået, at man enten skal lave en gavekortordning eller starte en indsamling, så bøden kan blive betalt.