Danske fly i Irak bruges oftest til overvågning

Skrevet af admin

17/11/2014

Dagens topnyheder

Mellem den 6. november og den 17. november har forsvarets F-16-fly, der er udsendt til Irak, fløjet 20 missioner. Her er det hovedsageligt blevet til overvågningsopgaver, men flyene har også affyret tre bomber, oplyser Forsvarets Pressetjeneste.

Det er dermed flyenes måludpejningsudstyr og fotoudstyr og ikke bomber, der er mest i brug. Operationerne har til formål, at bidrage til koalitionens efterretningsniveau, oplyser Forsvarets Pressetjeneste.

Flyene overvåger også kamphandlinger - ligesom man har leveret luftstøtte til kampstyrker på jorden. De tre bomber er blevet affyret imod fjendtlige styrker og køretøjer.

De 20 missioner og tre bomber bringer det danske bidrag til kampen mod den jihadistiske organisation Islamisk Stat op på 61 missioner med 41 bomber anvendt.

Danmark stiller med syv F-16-fly og 140 mand i missionen. Under selve operationen i Irak har de danske fly hovedsæde i Kuwait, der grænser op til den sydlige del af det uroplagede Irak.

De syv danske F-16-fly, som er af typen Fighting Falcon, landede i Kuwait City den 5. oktober, hvorefter der gik knap to uger, før flyene første gang var i luften, da der blandt andet skulle styr på en række praktiske formaliteter.

Det var et bredt flertal i Folketinget, som den 2. oktober besluttede, at Danmark skal være med til at bekæmpe Islamisk Stat.

Islamisk Stat er også til stede i Syrien, men her skal de danske F-16-fly ikke i aktion, da Danmark ikke har sagt ja til at gå ind i det borgerkrigshærgede land.

/ritzau/