Vintervejret har fået danskerne til at gå amok i jagten på udstyr til at håndtere den store mængde sne.
Lige nu læser andre
Sneen har for alvor fået danskerne til at handle. Søgningerne på udstyr til snerydning er på få uger steget markant, viser tal fra prisportalen PriceRunner. Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge PriceRunner er interessen for sneskovle eksploderet i en sådan grad, at søgningerne på blot syv dage er steget med 3865 procent sammenlignet med ugen før. Også andre produkter til vinterbrug oplever markante stigninger.
Søgninger på sneslynger er blandt andet steget med 823 procent, mens sneslæder er gået frem med 721 procent. Vejsalt er steget med 636 procent, fejemaskiner med 604 procent og spredere med 125 procent.
Brian Kjer Sommer, der er forbrugeranalytiker hos PriceRunner, peger på, at efterspørgslen ikke kun handler om nysgerrighed. En stor del af produkterne er nemlig allerede udsolgt hos forhandlerne.
“Vi kan se, at flere af de populære sneslynger og fejemaskiner allerede er udsolgt hos en del forhandlere. Det fortæller mig, at danskerne ikke bare kigger. De køber. Når først sneen melder sin ankomst, så går det hurtigt”, siger han til Ekstra Bladet.
Læs også
Sneskovle er fortsat det klart mest efterspurgte produkt, men andre produkter som sneslæder også får øget opmærksomhed. Samtidig er batteridrevne sneslynger og fejemaskiner blevet populære, fordi mange kan anvende batterier, de allerede bruger til andet værktøj.
Når sneen forsvinder, skifter fokus ofte til saltning, og det har også øget interessen for mindre, batteridrevne spredere til dette formål.
Den kraftige efterspørgsel betyder, at flere danske forhandlere melder om udsolgte varer – især inden for de batteridrevne modeller. I nogle tilfælde kan leveringstiden være længere end normalt, da det er nødvendigt først at bestille varerne hjem.
Brian Kjer Sommer vurderer derfor, at det kan vise sig at blive være svært at få fingrene i en sneslynge i den aktuelle sæson.
“Hvis man overvejer en sneslynge, bliver det nok svært i denne sæson. Måske kommer der tilbud i løbet af sommeren, hvis lagrene hos forhandlerne skal tømmes – og så er du klar til næste snestorm,” lyder det fra ham.