Fremover skal transkønnede boksere have lov til at bokse professionelt, men de skal ikke have lov til at bokse mod ikke-transkønnede boksere.
Lige nu læser andre
De sidste par år er det blevet mere og mere normalt at skifte køn, og der er dermed også kommet mere og mere fokus på transkønnede og deres rettigheder.
De fleste kan heldigvis blive enige om, at transkønnede skal have samme rettigheder som alle andre mennesker, og at de skal behandles ligeværdigt, men på særligt ét område har transkønnedes deltagelse skabt stor debat.
Nemlig i sportens verden.
Her er det blevet diskuteret heftigt, om det er snyd, hvis for eksempel en transkønnet kvinde, som er født som mand, deltager i kvindesport, da personer, der er født som mand, biologisk set er fysisk overlegne personer, der er født som kvinde.
Derfor er det sjældent, at man oplevet transkønnede atleter i professionel sport – selvom det sker af og til – men nu skal det være slut; i hvert fald i professionel boksning.
Og her vil præsidenten for det internationale bokseforbund, WBC, Mauricio Sulaiman, ikke høre på diskussionerne om, hvorvidt det er fair, at transkønnede kæmper professionelt.
Derfor har han ifølge NRK slået fast, at transkønnede boksere i 2023 vil få deres egen turnering.
Det forklarede han forleden i et interview med The Telegraph.
“Vi vil aldrig tillade en transperson, der er født som mand, at bokse mod en kvinde, men vi laver regler, så transboksning kan foregå,” udtalte han således torsdag.
Han udtalte desuden, at WBC vil sende invitationer ud “til interesserede” over hele verden i 2023, og at forbundet “højst sandsynligt” vil “skabe en liga og en turnering” for transkønnede boksere, hvor det udelukkende er transkønnede, der må bokse.