DMI med længe ventet melding: Sådan bliver vejret i august måned

Kamille Isaksen

13 uger siden

|

07/08/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det er særligt på ét punkt, at DMI's nyeste månedsprognose afviger fra den tidligere.

Dagens topnyheder

Danmarks Meteorologiske Institut, kendt af de fleste som DMI, har netop offentliggjort en opdateret månedsprognose, som afslører, hvad vi kan forvente af vejret i den resterende del af sommeren.

Desværre lover prognosen ikke kun solskin og høje temperaturer.

Tværtimod ser det ud til, at sommeren vil afsluttes med en blanding af solrige dage samt perioder med skyer og regn.

Den opdaterede månedsprognose fra DMI giver en detaljeret oversigt over vejret uge for uge, og der er flere bemærkelsesværdige elementer i udsigterne.

Uge 33: Varme dage og kraftige byger

I begyndelsen af uge 33, som varer fra den 12. - 18. august, vil en højtryksryg fra Østeuropa til Skandinavien bringe meget varm luft op over Danmark, hvilket resulterer i et par dage med temperaturer mellem 22 og 28 grader og nogen sol.

I DMI's seneste månedsprognose skrev de, at de forventede maks 24 grader i uge 33, men nu ser det ud til at blive væsentligt varmere, hvilket danskerne helt sikkert er glade for.

Senere på ugen vil højtryksryggen drage østpå, og et lavtryk ved De Britiske Øer vil bevæge sig mod Norskehavet.

Det medfører en koldfront med regn og byger - og som om det ikke var nok, så falder temperaturerne til mellem 16 og 22 grader.

Samlet set forventes temperaturerne lidt over det normale for årstiden i uge 33. Nedbørsmængderne er usikre, men ser ud til at ende over det normale - især i Jylland, hvor borgerne skal forberede sig på op til 40 mm regn.

Uge 34: Ustadigt med solstrejf

I uge 34 vil et omfattende lavtryksområde mellem Island, De Britiske Øer og Skandinavien dominere.

Det vil føre til ustadigt vejr med perioder af skyer, regn og moderate temperaturer. Dog vil mindre højtryksrygge indimellem give tørvejr, sol og varmere vejr.

Dagtemperaturerne forventes at ligge mellem 18 og 23 grader.

Temperaturerne ser ud til at lande omkring det normale for årstiden, og nedbørsmængderne vil sandsynligvis være normale også.

Uge 35: Skiftende vejr

Prognoserne for uge 35, som er sommerens sidste uge, er mere usikre, men lavtryk og fronter vil fortsat bevæge sig ind over Skandinavien fra vest.

Der er dog også tegn på, at højtryksrygge kan opbygges fra Vest- eller Centraleuropa, hvilket vil medføre perioder med solrigt og tørt vejr.

Dagtemperaturerne forventes at ligge mellem 17 og 23 grader.

Generelt forventes temperaturerne at være omkring eller lidt over det normale for årstiden, og nedbørsmængderne ser også ud til at være normale for årstiden.

Alt i alt tyder meget på en fortsat vekslende afslutning på sommeren, hvor perioder med varme og solrige dage vil blive afløst af regn og byger.