Ifølge DMI har skyerne bredt sig over hele Danmark, og i løbet af dagen vil regn og byger ramme store dele af landet.
Det danske sensommervejr kan hurtigt skifte karakter. Den ene dag kan byde på sol og lune temperaturer, mens paraplyen allerede dagen efter igen skal findes frem.
Netop sådan bliver det denne tirsdag, hvor gårsdagens fine sensommervejr bliver afløst af et markant mere gråt og vådt vejr.
Ifølge DMI har skyerne bredt sig over hele Danmark, og i løbet af dagen vil regn og byger ramme store dele af landet.
Det skyldes en koldfront over Nordsøen, som langsomt bevæger sig mod øst.
Her kommer der mest regn
Selvom stort set hele landet kan få brug for paraplyen, bliver regnen ikke ligeligt fordelt.
De største nedbørsmængder ventes i Sønderjylland, på Fyn og på Sjælland.
Et område med kraftigere byger befinder sig tirsdag morgen over Sønderjylland og bevæger sig videre mod øst.
Fyn står først for skud, hvor bygerne ventes at ramme i løbet af morgen- og formiddagstimerne.
Herefter fortsætter regnen mod Vest- og Nordsjælland, som især kan blive ramt i løbet af formiddagen og omkring middag.
Bornholm slipper til gengæld noget lettere gennem tirsdagen. Her forventer DMI kun ganske beskedne mængder regn.
Opklaring på vej
Det bliver ikke kun regnen, der kommer til at præge vejret.
Vinden bliver let til frisk fra sydvest, mens den flere steder langs kysterne kan blive hård. Det gælder især ved den jyske vestkyst.
Temperaturerne kommer til at ligge mellem 16 og 19 grader, og det bliver varmest i de sydøstlige dele af landet.
Det grå vejr bliver dog ikke hængende overalt. I løbet af natten begynder det at klare op vestfra over Jylland, selvom der fortsat kan forekomme enkelte byger.
Tirsdagen bliver dermed noget af en kontrast til mandagens lune sensommervejr, hvor solen viste sig fra en langt mere gavmild side.