Forside Nyheder DMI melder om torden og hagl: Så længe fortsætter det

DMI melder om torden og hagl: Så længe fortsætter det

DMI melder om torden og hagl: Så længe fortsætter det
Shutterstock

Bygerne fortsætter flere dage frem.

September er kun lige begyndt, men vejret viser allerede, hvor omskiftelig den første efterårsmåned kan være.

Danskerne må de kommende dage indstille sig på en blanding af regn, blæst, solstrejf og temperaturer, der flere steder holder sig under 20 grader.

Onsdag bliver særligt ustadig. DMI melder om byger over store dele af landet, og lokalt kan de blive kraftige og ledsaget af både torden og hagl.

Det ustadige vejr slipper heller ikke sit tag med det samme. Bygerne fortsætter flere dage frem, inden søndagen ser ud til at byde på en mere tør afslutning på weekenden.

Torden og hagl kan ramme onsdag

Onsdag begynder overvejende skyet, og mange steder kommer der perioder med byger. Nogle af dem kan udvikle sig kraftigt og føre både torden og hagl med sig.

Bornholm slipper i første omgang lettere og kan begynde dagen med tørt vejr og lidt sol. Senere breder skyerne sig dog også hertil, og i løbet af eftermiddagen kan enkelte byger ramme.

I den nordlige del af landet bliver vejret gradvist bedre. Her ventes det at klare op fra nordvest i løbet af eftermiddagen med mulighed for en del sol.

Temperaturerne kommer til at ligge mellem 15 og 20 grader, mens vinden hovedsageligt bliver svag til jævn.

Tordenbygerne kan fortsætte over den sydlige og østlige del af landet onsdag aften. I løbet af natten bliver det kortvarigt mere tørt, inden nye områder med regn og byger bevæger sig ind fra sydvest.

Byger fortsætter ind i weekenden

Torsdag fortsætter i det ustadige spor med udbredt regn eller byger fra morgenstunden.

Senere kommer der dog opklaringer med lidt sol og mere spredte byger. Temperaturerne når mellem 16 og 20 grader.

Fredag bliver også våd flere steder, særligt i den sydlige del af landet. Senere på dagen kan solen dog bryde igennem, mens vestlige egne fortsat kan få byger. Samtidig tiltager vinden, og ved kysterne kan den nå op omkring kuling.

Lørdag byder på en blanding af sol og byger med temperaturer mellem 16 og 20 grader.

Først søndag ser vejret ud til for alvor at falde mere til ro. Dagen bliver hovedsageligt tør med nogen eller en del sol. Sidst på dagen tiltager skydækket dog igen, og natten til mandag kan ny regn bevæge sig ind fra vest.

Ads by MGDK