Dommer løslader tidligere chef i OW Bunker

Skrevet af admin

15/01/2015

Dagens topnyheder

Københavns Byret har torsdag løsladt en tidligere chef i OW Bunker. En dommer afviser at udlevere ham til Italien.

De italienske myndigheder havde krævet den 39-årige Lars Bohn udleveret og har udstedt en arrestordre.

Men retten er blevet overbevist om, at han ikke skal udleveres, oplyser hans forsvarer, advokat Peter Martin Blinkenberg.

Den 39-årige blev 19. december varetægtsfængslet med henblik på udlevering, men nu er den manøvre altså blevet afvist af retten.

Sigtelserne drejer sig om deltagelse i en kriminel organisation, groft bedrageri og dokumentfalsk.

Lige fra begyndelsen har Lars Bohn stædigt holdt fast i, at han er uskyldig. I Dommervagten sagde han blandt andet:

- Det er fuldstændig galimatias. Jeg er temmelig frustreret og ked af det, for jeg er helt uforskyldt blevet rodet ind i det her, sagde han.

Bohn er bosat i USA, er amerikansk gift og far til to børn.

Ved grundlovsforhøret i december efterkom en dommer kravet om frihedsberøvelse fra Bagmandspolitiet.

- Det er en særdeles alvorlig sag, og derfor bør han varetægtsfængsles i fire uger, lød det fra Kjeld Johansen.

Nu, godt en måneds tid senere, stiller sagen sig imidlertid helt anderledes.

Lars Bohn har været chef i OW Bunker Supply.

Angiveligt drejer den italienske sag sig om et påstået fiktivt salg af et stort parti olie til den italienske flåde, som har kostet den italienske stat 50 millioner kroner.

- Folk fra navyen har sendt mig underskrevne dokumenter om, at handlen var i orden, og derfor har jeg sendt pengene videre. Nu forstår jeg, at olien ikke er kommet frem, men det har jeg intet med at gøre, har den 39-årige slået fast.

/ritzau/