Efter fund af enterokokker i vandet: Her skal danskerne koge vandet i pinsen

Nicolai Busekist

9 uger siden

|

18/05/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
I Danmark kan man normalt godt drikke vand fra hanen, men vandet fra ét vandværk er forurenet med enterokokker.

Dagens topnyheder

Der er mange fordele ved at bo i Danmark. En af dem er, at du blot kan tænde for vandhanen, hvis du er tørstig. I modsætning til et væld af andre lande, er det ganske ufarligt at drikke vand fra hanen herhjemme.

Det hænder dog sommetider, at drikkevandet ender med at blive forurenet. Hvis det sker, er det vigtigt, at man ikke drikker det - i hvert fald ikke uden at have kogt vandet først. Kun ved at gøre dette, kan man sikre, at man ikke indtager farlige bakterier.

I tilfælde af, at du får dit vand leveret af Fur Vandværk, så har du på det seneste ikke haft mulighed for at drikke vand fra hanen. Det skyldes, at vandet er forurenet, og derfor har de berørte borgere været nødt til at koge vandet først.

Nu skriver Skive Kommune på sin hjemmeside, at man endnu ikke har fået styr på situationen. Derfor er borgerne på Fur nødt til at væbne sig med tålmodighed, da det heller ikke er muligt at løse det i løbet af pinsen.

Siden det første fund af enterokokker blev gjort i drikkevandet, er der blevet foretaget flere vandprøver, men en kilde til problemet er endnu ikke fundet. Derfor er det endnu ikke muligt at drikke vandet, uden at koge det først.

"Skive Vand A/S har siden første fund af bakterierne enterokokker i drikkevandet fra Fur Vandværk fået analyseret mange vandprøver for at lokalisere forureningskilden. Det er dog endnu ikke lykkedes at fjerne kilden til forureningen, og derfor har Skive Vand A/S arbejdet intensivt på at løse problemet," skriver Skive Kommune på sin hjemmeside.

Inden de kan ophæve deres anbefaling om at koge vandet, er de nødt til at kunne vise tre rene analyser, hvilket endnu ikke har været muligt. Og på grund af pinsen, kan det tidligst ske onsdag i næste uge.

"Skive Vand A/S skal kunne vise tre rene analyser, før kogeanbefalingerne kan ophæves. Grundet helligdagen mandag er det ikke muligt at få svar på tre analyser før tidligt onsdag den 22. maj," oplyser Skive Vand A/S. 

Skive Kommune skriver, at der ikke har været fund af bakterier i boringer foretaget af vandværket. Derfor vurderes det, at kilden til forureningen stammer fra teknisk arbejde, der er blevet udført i forbindelse med udskiftning af en rentvandspumpe, som pumper drikkevandet fra vandværket ud til forbrugerne.