Historisk store gevinster har tidligere ramt flere danskere.
En ny bil? Et ny hus? En båd? En luksus-jordomrejse? En vandtæt pensionsordning? Eller hvorfor ikke bare det hele på én gang?
Det er fristende at sidde og drømme om, hvad man vil købe, og hvad man vil gøre, hvis man vinder førstepræmien på 750 millioner kroner i Eurojackpot i aften og der er ingen grund til at holde igen med drømmene, for hvis man vinder de 750.000.000 kroner, så kan man formentlig gøre det hele.
Sådan skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Det er første gang siden september 2025, at puljen igen har nået sin maksimale størrelse.
Siden dengang er førstepræmiepuljen blevet vundet hele 13 gange – og to af gangene er gevinsten gået til en dansker.
I december vandt en heldig dansker fra Rudersdal 149 millioner kroner, og i sidste måned havde vi en dansk vinder i Valby, der løb med 63 millioner kroner.
”Det var fantastisk at få lov at uddele de store præmier til glade danskere, men… En førstepræmie på 750 millioner kroner ER noget særligt. Det er sket to gange før i historien, at en gevinst i den størrelsesorden er vundet af en dansker, og hos Danske Spil krydser vi meget fingre for, at det sker igen. Det er jo helt tilfældigt, hvor gevinsten lander, så selv om danskere efterhånden har vundet mange gange, så er der slet intet til hinder for, at vi i lille Danmark kan gå hen og lave et vaskeægte Eurojackpot-hattrick med kæmpepuljen i aften. Vi har jo i hvert fald lov at håbe,” siger Malene Mølgaard, der er adm. direktør hos Danske Lotteri Spil, der står bag Eurojackpot i Danmark.
Man kan spille med om de 750 millioner kroner frem til fredag klokken 19.00.
Historisk fakta:
De 14 danske Eurojackpot-førstepræmier efter størrelse
- 760.818.030 Eurojackpot, 4. juni, 2024 (Trianglen, Østerbro, København)
- 759.318.630 Eurojackpot, 22. juli, 2022 (Meny, Blåvand)
- 315.009.958 Eurojackpot, 20. februar, 2015 (Helsingør)
- 310.785.127 Eurojackpot, 9. april, 2021 (Roskilde Kommune)
- 210.688.619 Eurojackpot, 7. december, 2018 (Region Sjælland)
- 149.420.552 Eurojackpot, 2. december 2025 (Rudersdal Kommune)
- 148.183.435 Eurojackpot, 10. november, 2017 (Region Nordjylland)
- 135.177.015 Eurojackpot, 26. oktober, 2012 (Region Hovedstaden)
- 114.000.000 Eurojackpot, 6. januar, 2017 (Region Hovedstaden)
- 107.000.000 Eurojackpot, 19. august, 2022 (Odense Kommune)
- 69.678.692 Eurojackpot, 5. februar, 2021 (Region Sjælland)
- 63.517.248 Eurojackpot, 21. april 2026, (Valby)
- 63.287.630 Eurojackpot, 21, februar, 2023 (Lalandia, Region Sjælland)
- 63.257.880 Eurojackpot, 24. november, 2017 (Region Sjælland)