Selvom knogleskørhed for mange først lyder som noget, der rammer langt oppe i alderen, går alt for mange rundt med sygdommen uden at vide det.
Cirka 200.000 danskere har fået diagnosen osteoporose, men ifølge estimater lever op mod 700.000 med sygdommen uopdaget.
Det skriver Alt
Det skyldes, at knoglerne afkalker i stilhed. Der er ingen smerter eller mærkbare symptomer før det første brud sker.
Antallet af tilfælde er steget med 27 procent siden 2015, og eksperter forudser, at udviklingen fortsætter i takt med, at befolkningen bliver ældre. Kvinder er særligt udsatte efter overgangsalderen, men mænd rammes også.
“Det tricky er, at man ikke kan mærke det på nogen måde,” siger fysioterapeut Lene Lebech, som ofte møder patienter, der først bliver opmærksomme på sygdommen efter et banalt brud.
Arv spiller en rolle, men også livsstilsfaktorer som rygning, spiseforstyrrelser, tarmsygdomme og tidlig overgangsalder øger risikoen.
En højdeforskel på mere end fire centimeter fra ungdomsårene kan også være et advarselstegn. En DXA-scanning kan måle kalkindholdet og afsløre, om knoglerne er blevet for porøse.
Sådan forebygges det
Forebyggelse og behandling handler både om medicin, kost og træning. Særligt D-vitamin og kalk er afgørende, og mange får ikke nok gennem kosten alene.
“Jeg vil altid anbefale, at man tager et tilskud af begge dele,” siger Lene Lebech. Træningen bør bestå af vægtbærende øvelser, styrketræning og balance for at styrke både knogler og muskulatur og reducere risikoen for fald.
Og så er det en myte, at spinat trækker kalk ud af knoglerne. Spinat indeholder ganske vist oxalsyre, som hæmmer optagelsen, men er fortsat sund.
Grønkål er dog endnu bedre, da kroppen optager en langt større andel af kalken herfra.
Osteoporose kan være usynlig, men med oplysning og indsats kan man stå stærkt.