Erfaren dansk observatør er forbløffet over Østukraine

Skrevet af admin

24/05/2014

Mest læste i dag

Den separatistiske bølge, som er skyllet gennem det østlige Ukraine de seneste måneder, overrasker den erfarne valgobservatør og Ukraine-kender Hanne Severinsen, som tidligere har været rådgiver for præsidentkandidaten Julia Timosjenko.

- Jeg havde aldrig drømt om, at det vil komme, og bortset fra på Krim har jeg ikke mødt en eneste, der ville være del af Rusland, når jeg tidligere har rejst i regionen. Derfor har jeg virkelig været overrasket over den udvikling, siger Hanne Severinsen.

Separatistiske grupper har siden Ruslands annekteringen af sortehavshalvøen Krim i marts fået vind i sejlende.

De har belejret regeringsbygninger i den ukrainske del af Donbass-regionen, der historisk er kendt for minedrift og tung industri.

Flere end 150 mennesker har mistet livet i kampe mellem separatister og ukrainske sikkerhedsstyrker, siden løsrivelseskampene gik i gang.

- Selvfølgelig var mange sure over det med sproget, at de skulle lære ukrainsk, når de nu ville tale russisk. Den problematik har spillet en rolle i alle valgkampe i landet. Men det med, at de vil være russiske, har jeg aldrig mødt.

- Det er gået op for mig, at der er en del parallelsamfund, som vi har overset tidligere, og som ikke føler, at de befinder sig i Ukraine. Det er nok dem, som nu ser chancen, siger Hanne Severinsen.

Hanne Severinsen er tidligere medlem af Europarådet, observatør for Europarådet og næstformand i Venstre i starten af 1980'erne. Hun sad i folketinget fra 1984-2007.

Ved søndagens præsidentvalg fungerer hun som valgobservatør i Odessa, hvor der i øjeblikket er fredeligt.

Den værste episode under den aktuelle konflikt udspillede sig imidlertid i netop Odessa, da 46 mennesker mistede livet i forbindelse med en brand påsat af provestlige militante 2. maj.

Der findes ikke et klart billede af, hvor mange østukrainere, som faktisk ønsker optagelse i den russiske føderation. Flere meningsmålinger i år har peget på, at det er langt under halvdelen modsat på Krim, hvor der var stor støtte til russisk annektering.

/ritzau/