Asylansøgere med midlertidig beskyttelse kan pålægges at bo et bestemt sted, mens de modtager sociale ydelser, fastslår EU-Domstolen i en sag fra Tyskland.
Sagen er rejst af to syrere, der ankom til Tyskland i henholdsvis 1998 og 2001, og som ikke ville pålægges at bo et bestemt sted i landet.
Derfor har en tysk domstol spurgt EU-Domstolen, om det tyske bopælskrav er i overensstemmelse med EU-reglerne om bevægelsesfrihed.
EU-dommen udtaler sig kun om asylansøgere med midlertidig beskyttelse, og den godkender dermed ikke et eventuelt bopælskrav til flygtninge, der har fået opholdstilladelse.
Ifølge EU-reglerne skal de midlertidigt beskyttede asylansøgere som udgangspunkt have samme bevægelsesfrihed som for eksempel ikke-EU-borgere, der har opnået familiesammenføring i et EU-land.
Men i Tyskland er der alligevel indført et krav om, at de midlertidigt beskyttede asylansøgere, der modtager velfærdsydelser, skal bo et bestemt sted i landet.
Det er dels for at sikre, at betalingsbyrden fordeles ud over Tyskland, og dels for at sikre, at disse asylansøgere ikke samles i ghettoer, der modarbejder deres integration i det tyske samfund.
EU-Domstolen godkender ikke argumentet om at fordele betalingsbyrden ud over Tyskland som grundlag for bopælspligten.
Men domstolen køber til gengæld det tyske argument om, at bopælspligten er vigtig for at fremme integrationen og modarbejde ghettodannelser.
Og hvis man lægger vægt på den begrundelse, er de tyske regler i overensstemmelse med EU-reglerne.
EU-Domstolen overlader det dog til de tyske domstole at afgøre, om det netop er hensynet til integrationen, der er afgørende for den tyske bopælspligt.
/ritzau/
