Et EU-forslag, der skal sætte en stopper for aggressive skattemanøvrer på tværs af grænser, kan give problemer i et storstilet dansk opgør med kapitalfonde og multinationale selskaber.
Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Ifølge en ekspert kan det nye forslag underminere et af Skats hovedargumenter i en række verserende retssager om skattekrav på flere milliarder kroner.
Kapitalfonde, store selskaber og private velhavere har i mange tilfælde brugt en særlig selskabsmodel til at flytte store formuer skattefrit ud af Danmark.
- Skatteyderne vil formentlig bruge som argument, at grunden til, at kommissionen foreslår dette nu, er, at det ikke har været gældende indtil nu, siger Søren Jesper Hansen, der er partner i revisionshuset PWC, til Jyllands-Posten.
- Ud fra en teknisk, juridisk analyse vil det være svært for Skat at argumentere imod det, siger han med henvisning til et forslag fra EU-Kommissionen.
Jyllands-Posten kunne i sidste uge fortælle, at Skat har rejst et krav på over 100 millioner kroner mod de tidligere Ferrosan-ejere for at føre udbytter via Sverige til Monaco.
Og det er blot én i en stribe af sager, hvor ejerne bag store danske virksomheder er endt i slagsmål med Skat.
Krumtappen i modellen er, at udbytter fra det danske driftsselskab føres gennem skuffeselskaber i andre lande og videre til skattelylande. Det fritager efter selskabernes opfattelse dem fra at betale skat af udbytte ifølge moder-/datterselskabsdirektivet.
Men EU-Kommissionen vil nu spænde ben for modellen ved at indføje i direktivet, at kunstige arrangementer med tomme skaller i udlandet, der kun er oprettet på grund af skattetænkning, ikke giver skattefrihed.
/ritzau/