EU-Parlamentet: Snowdens svar er vigtige

Skrevet af admin

10/03/2014

Mest læste i dag

Selvom den amerikanske whistleblower Edward Snowden er i Rusland langt væk fra EU-Parlamentet, blev han mandag aften i Strasbourg takket igen og igen af medlemmerne i parlamentets udvalg for borgerrettigheder for at have svaret på deres spørgsmål.

De havde stillet dem i forbindelse med en omfattende rapport om USA's masseovervågning, som udvalget ud fra 15 høringssvar har arbejdet på i seks måneder, og som skal til afstemning på onsdag.

Edwards Snowdens svar er kommet på papir.

- Det internationale samfund må blive enig om fælles adfærdsstandarder og sammen investere i udviklingen af ny teknologi, som kan beskytte mod masseovervågning. Vi er afhængige af fælles systemer.

- Franskmændene vil ikke være beskyttet mod masseovervågning, før også kineserne, amerikanerne og brasilianerne er det, skriver Snowden blandt andet i sine høringssvar.

Der er bred enighed i udvalget om, at svarene ikke bringer helt ny viden til undersøgelsen.

- Hvis ikke det var for Snowden, ville vi aldrig have lavet denne undersøgelse. Det er vigtigt, at vi får netop hans svar, inden vi stemmer på onsdag, siger ordføreren på rapporten, den britiske socialdemokrat Claude Moraes.

Moraes siger, at hvis EU-Parlamentet står stærkt på to afstemninger i Strasbourg onsdag om databeskyttelse og denne rapport om USA's masseovervågning, så vil det være testamenteret til Snowden.

- Det vil være en anerkendelse af den risiko, han har løbet, siger han.

Rapporten kræver, at EU suspenderer en eksisterende aftale med USA om amerikanske virksomheders brug af EU-borgeres data, og den truer med ikke at godkende en kommende handelsaftale mellem EU og USA, hvis den indeholder kapitler om databeskyttelse.

Partiet De Grønne har lavet et ændringsforslag, som vil give asyl til Snowden i EU. Ifølge kilder i EU-Parlamentet er det ikke sandsynligt, at det vil blive stemt igennem. Men der forventes at være opbakning til selve rapporten.

Snowden har siden sommer opholdt sig i Rusland, hvor han har fået ét års asyl efter at have lækket oplysninger om efterretningstjenesten NSA's overvågning.

Parlamentet stemmer om rapportens onsdag. Resultatet vil ikke være bindende.

/ritzau/