Det var noget af en diffus jobbeskrivelse og et svært ansøgerfelt af store egoer, da EU's stats- og regeringschefer i 2009 ansatte den ret ukendte og undselige belgier Herman Van Rompuy til at være den første faste formand for deres forsamling - Det Europæiske Råd.
- Der var ikke rigtig nogen, der vidste, hvad jobbet gik ud på.
- Det var uklart, om det ville blive en magtfuld kraft, der satte fremdrift i dagsordenen, eller om det bare ville blive sådan en, der sørgede for at have kaffen og papirerne klar til møderne, siger David O'Leary.
Som leder af projektet Europe Decides under kommunikationsbureauet Burson Marsteller i Bruxelles har han blikket stift rettet på EU's jobkabale.
Ifølge O'Leary har Van Rompuy nu defineret et job, hvor han holder sin egen holdning i baggrunden og i stedet er den evige mægler på jagt efter kompromisser.
- Han repræsenterer alles holdninger frem for selv at gå i spidsen. Han anerkender, at det er medlemsstaterne, der har lederskabet. Det er et prestigejob mere end en magtposition. Jeg tror ikke, lederne vil overskygges. De vil stadig have magten.
- Det betyder noget, hvad man siger i det job, så man kan godt gøre det til en magtposition. Men hvis man vil have resten af rådet bag sig og beholde jobbet i fem år, så er det mere en mæglerrolle, siger O'Leary.
Jan Techau, der er direktør for tænketanken Carnegie Europe i Bruxelles, siger, at det er rådsformandens job at holde styr på en "kæmpestor forberedelsesmaskine" for medlemslandenes arbejde med alt fra fra landbrug over udenrigspolitik og forbrugerbeskyttelse til indenrigsspørgsmål.
Ifølge Techau er der god grund til, at stats- og regeringscheferne leder efter en kandidat fra deres egne rækker.
- Man har brug for en klog og pålidelig diplomat. En person, medlemslandene kan stole på. Og en, der forstår, hvordan regeringer fungerer. Det kan ikke være en embedsmand. Men selv om det er et afgørende job, er det heller ikke en, der er særlig meget i rampelyset.
- Det er slet ikke meningen, at vedkommende skal være i rampelyset. Det er derfor, det ikke er særlig nemt at finde en person til jobbet. Det er meget begrænset, hvor mange premierministre der har lyst til det, siger Techau.
/ritzau/
