EU skærper igen sanktioner mod Rusland

Skrevet af admin

12/05/2014

Dagens topnyheder

EU skærper sanktionerne over for Rusland, som blandt andet omfatter præsident Vlaidimir Putins vicestabschef, Vjatjeslav Volodin, og kommandøren for de luftbårne tropper, Vladimir Shamanov.

EU har offentliggjort en liste over 13 personer og to virksomheder, der bliver ramt af de nye sanktioner.

Som første vicepersonalechef for Putins kontor er Volodin ansvarlig for tilsynet med den politiske integration af den indlemmede ukrainske region Krim i Den Russiske Føderation.

Shamanov har i kraft sin høje stilling ansvaret for deployeringen af russiske luftstyrker på Krim.

Desuden er den selvudråbte borgmester i den østukrainske by Slavjansk, Vjatjeslav Ponomarjov, på listen. Ponomarjov blev gidseltagernes offentlige ansigt, da han allerede tidligt under den otte dage lange tilfangetagelse stod frem og beskyldte de otte OSCE-observatører for at være spioner.

Senere under det otte dage lange forløb optrådte Ponomarjov på et tv-transmitteret pressemøde sammen med gidslerne.

EU har tidligere besluttet at nægte 48 russere og russisksindede borgere på Krim indrejse i EU, ligesom de pågældende har fået indefrosset deres værdier i europæiske banker.

De hidtidige sanktioner retter sig mod personer, der kan stilles til ansvar for det, EU regner for Ruslands ulovlige annektering af Krim-halvøen tidligere i år.

Med mandagens beslutning udvides kriterierne for, hvem der kan sanktioneres, så sanktionerne også kan ramme personer og virksomheder, der har draget fordel af russisk overtagelse af ukrainske virksomheder i forbindelse med annekteringen.

De to virksomheder, der kommer på EU's sanktionsliste, er en del af energisektoren. Det drejer sig om virksomhederne Tjernomorneftegas og virksomheden Feodosias. De tilhører energisektoren, og de er reelt er konfiskeret af "myndighederne" på Krim.

Det har været en mærkesag for Danmark og udenrigsminister Martin Lidegaard (R) at udvide sanktionerne til også at omfatte virksomheder.

- Det er så vigtigt at få virksomheder med på listen, fordi det øger usikkerheden både for de oligarker, som går ind på den forkerte side med Putin (Ruslands præsident, red.), men også de virksomheder som begynder at investere i nogle af de områder, som bliver annekteret af Rusland.

- Med det her signal gør man det meget, meget usikkert for dem at fortsætte investeringerne. Og det at stoppe investeringerne er et stærkt våben i forhold til at få normaliseret hele situationen, sagde Lidegaard på vej ind til mandagens møde.

EU er endnu ikke stemt for at gå videre med bredere, sektorbaserede økonomiske sanktioner, som også vil være dyre for flere EU-lande.

Den danske udenrigsminister gør det klart, at EU's tålmodighed i forhold til de mere vidtrækkende sanktioner knytter sig til, om det planlagte præsidentvalg i Ukraine 25. maj forløber uden problemer.

- Den røde linje i forhold til, at vi skal videre med sanktioner i forhold til fase tre og andre styrelser af sanktionerne, er selvfølgelig, om valget 25. maj bliver obstrueret, siger Lidegaard.

/ritzau/