Europæisk rente er historisk lav og tilmed negativ

Skrevet af admin

05/06/2014

Dagens topnyheder

Den Europæiske Centralbank sænker sin rente til et historisk lavt niveau på 0,15 procent for at fremme den økonomiske vækst, oplyser centralbank-chefen Mario Draghi.

Samtidig er indlånsrenten blevet sænket, så den nu for første gang er negativ på minus 0,1 procent.

Beslutningen om den historisk lave rente kommer dog ikke bag på finansverdenen.

- Rentebeslutningen var i vid udstrækning forventet. Den kritisk lave inflation i eurozonen er den direkte årsag til, at renten nu bliver sat ned, siger cheføkonom ved Sydbank, Jacob Graven, i en kommentar.

Pernille Bomholdt Nielsen, der er analytiker i Danske Bank, kalder det "gode nyheder for europæisk økonomi" og ser det som et skridt på vejen til at knække kurven og få inflationen til at stige i Europa.

- Det er et klart signal om, at de vil bekæmpe den meget lave inflation i euroområdet, siger hun.

Den negative indlånsrente betyder, at bankerne i Eurozonen skal betale for at have deres penge stående i centralbanken. Dermed kopierer ECB en dansk variation, da Nationalbanken fra juli 2012 til april i år netop kørte med negative renter.

Ud over renterne er ECB klar med en række tiltag, der skal sikre økonomisk vækst. Blandt andet sender centralbanken likviditet ud i den europæiske bankverden med nye lån, hvor renten er låst fast i alle årene.

Det kan dog vise sig, at tiltagene ikke får den helt store effekt.

- Tiltagene er ganske omfattende, men vil næppe gøre nogen stor forskel ude i den økonomiske virkelighed på kort sigt, siger Jacob Graven, men tilføjer:

- Alligevel er tiltagene banebrydende, da de mindsker risikoen for, at inflationen bider sig fast på et alt for lavt niveau og i værste fald udvikler sig til en ødelæggende deflationsspiral.

ECB's opgave er blandt andet at føre en pengepolitik, der sikrer en inflation på lige i underkanten af to procent. Det har den ikke været siden begyndelsen af 2013. Et estimat fra Eurostat viste tirsdag, at inflationen faldt til 0,5 procent i maj.

En inflation nær to procent ligger dog et stykke ude i horisonten. ECB skruede torsdag forventningerne ned.

I år regner banken med en inflation på 0,7 procent. Ifølge prognoserne stiger den til 1,1 procent i 2015 og når 1,4 procent i 2016.

Lav inflation er et stort problem for væksten, fordi det får forbrugerne til at holde på pengene i stedet for at bruge dem - fordi de regner med, at priserne bliver lavere.

ECB pillede senest ved renten i november 2013.

/ritzau/