Får du penge tilbage i skat fredag? Så mange kroner du har 'mistet' hver måned

Skrevet af Emil Martesen

6 uger siden

|

12/04/2024
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Får du penge tilbage i skat fredag?

Dagens topnyheder

Skattestyrelsen begynder i dag at udbetale overskydende skat som resultat af årsopgørelsen for 2023.

Samlet set er det godt fire ud af fem borgere, der har betalt for meget i skat sidste år, og som derfor skal have overskydende skat retur. I alt udbetaler Skattestyrelsen penge til 3,9 mio. borgere svarende til et gennemsnit på 6.585 kr.

Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

"Fredag begynder vi udbetalingen af 25,7 mia. kr. Det er penge, borgerne har indbetalt for meget i skat sidste år, så jeg forstår godt, at det er rart med en ekstra udbetaling. Men jeg vil samtidig minde om, at det er penge, man kunne have haft glæde af sidste år, hvis man havde rettet sin forskudsopgørelse. Med en gennemsnitlig udbetaling på 6.600 ville det have været ca. 500 kr. ekstra i hånden hver måned", siger fagdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen.

Tilbagebetalingerne af overskydende skat sker fra i morgen, 12. april 2024. Den første udbetaling vedrører borgere, der enten ikke har haft ændringer til deres årsopgørelser, eller som har foretaget ændringer senest den 5. april - borgere, der retter deres årsopgørelser efter denne dato, vil få en eventuel overskydende skat løbende.

Sidste år udbetalte Skattestyrelsen nogenlunde det samme beløb, 25,3 mia. kr. (2023-niveau), men til 3,8 mio. borgere.

Skattestyrelsens tal viser, at 700.000. borgere har en restskat på i alt 6,7 mia. kr. for 2023. Det er et gennemsnit på 9.400 kr. pr. borger med restskat.

Fristen for at rette årsopgørelsen er den 1. maj 2024, eller den 1. juli 2024 for borgere med et oplysningsskema fx selvstændige og borgere med udenlandsk indtægt eller ejendom.

Regional fordeling af overskydende skatZoomer man ind på den regionale fordeling af den overskydende skat, ligger de fleste regioner tæt op af landsgennemsnittet. Dog vil borgerne i Region Hovedstaden med en gennemsnitlig udbetaling på 7.040 kr. pr. borger med overskydende skat igen i år være dem, der får den højeste udbetaling. Det laveste gennemsnitlige beløb udbetales i Region Syddanmark, hvor godt 830.000 borgere gennemsnitligt får udbetalt 6.205 kr.  

Manglende udbetaling og ventetid på telefonerneNår Skattestyrelsen i morgen begynder udbetalingen af overskydende skat, er der borgere, der vil opleve, at de ikke får deres overskydende skat udbetalt som forventet. Typisk skyldes det, at der mangler oplysninger på årsopgørelsen fra borgeren selv eller vedkommendes ægtefælle. En anden årsag kan være, at udbetalingen er bremset, hvis der skal gennemføres en kontrol, eller at Gældsstyrelsen skal foretage modregning, inden en udbetaling kan finde sted - hvis Gældsstyrelsen foretager en modregning, vil borgeren få besked via digital post.

"Der kan være flere årsager til, at man ikke får udbetalt sine penge, som man forventer. Det er noget, vi ved vil fylde en del og give ekstra ventetid på telefonerne i den kommende tid. Inden man ringer til os, vil jeg derfor anbefale, at man logger ind i TastSelv og finder sin årsopgørelse frem. I rigtig mange tilfælde vil man finde en forklaring her", siger Jan Møller Mikkelsen og fortsætter:

"Men har man alligevel brug for hjælp, kan man med fordel spørge vores chatbot på skat.dk. Der er ingen ventetid, og den hjælper døgnet rundt".