FAKTA: De seneste 12 års dødsulykker med fyrværkeri

Skrevet af admin

01/01/2015

Dagens topnyheder

Krysantemumbomber kostede tre mænd livet ved to ulykker nytårsaften 2014/15. Også tidligere år har nytårskrudt kostet menneskeliv i Danmark - her er nogle af de alvorlige ulykker:

* I oktober 2011 omkom et kærestepar, en 41-årig mand og en 45-årig kvinde, ved samme eksplosionsulykke i Store Andst mellem Vejen og Lunderskov, i forbindelse med ulovligt oplag og produktion af fyrværkeri.

* Før det daterer det seneste dødsfald relateret til almindelige forbrugeres brug af nytårsfyrværkeri sig tilbage til nytåret 2004/05.

* Her blev en toårig dreng fra Tølløse på Vestsjælland dræbt. Drengen var ude at se på fyrværkeri sammen med sin far, faster og bror, da en raket med høj fart kom farende og eksploderede i brystet på ham.

* I alt omkom fire personer som følge af fyrværkeri i 2004 og nytåret 2004/05 ifølge Sikkerhedsstyrelsen.

* En fyrværkeriulykke kostede en 45-årig mand livet i maj 2004. Manden fik svære skader i hovedet, da et batteri eksploderede, mens han var ved at tænde det i forbindelse med en fest i Vedbæk. Den 45-årige døde senere på Rigshospitalet.

* I november 2004 eksploderede N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik i Seest. En frivillig brandmand døde, og flere kom til skade ved ulykken, som også raserede 12 virksomheder og 75 parcelhuse. Det startede med en brand i en container, og små fire timer senere eksploderede 800 ton fyrværkeri.

* I 2003 og nytåret 2003/04 omkom i alt tre personer som følge af fyrværkeri:

* I Holbæk blev en 28-årig mands hoved sprængt i stykker nytårsaften, da et ulovligt fyrværkeribatteri med 36 skud gik af, mens han stod bøjet over det for at tænde lunten.

* Nytårsaften i den midtsjællandske by Borup ramte en stor, men lovlig raket en 48-årig mand tilsyneladende direkte i ansigtet, der blev delvist bortsprængt.

* En 23-årig mand fra Frederikssund fik åbent kraniebrud og mistede meget blod, da en krysantemumbombe eksploderede. Manden døde få dage senere på Rigshospitalet af sine kvæstelser.

Kilder: Sikkerhedsstyrelsen og Ritzau

/ritzau/