Fakta om andre gidsel-pressefolk

Skrevet af admin

20/06/2014

Dagens topnyheder

Adskillige pressefolk er sluppet ud af deres fangenskab i Syrien i år. Der er stor forskel på, om kidnapningen af dem har været kendt i offentligheden før de blev sat fri. Nogle af kidnapningerne har været kendt i offentligheden, andre ikke. Navnene på nogle af de kidnappede har været kendt, andre ikke.

* Den 25-årige danske freelancefotograf Daniel Rye Ottosen slipper fri efter godt 13 måneders fangenskab. Hans sag var ikke kendt i offentligheden før frigivelsen.

* Den 19. april: Fire franske journalister Edouard Elias, Didier François, Nicolas Hénin og Pierre Torres sættes på fri fod efter 10 måneder som gidsler i Syrien. De blev taget til fange i Syrien juni 2013. Deres kidnapning var kendt i offentligheden før de blev sat fri.

* Den 30. marts blev to spanske journalister Javier Espinosa og Ricardo Garcia Vilanova frigivet. De blev kidnappet i Syrien i september 2013 nær den tyrkiske grænse. Kidnapningen af dem var kendt i offentligheden før de blev sat fri.

* Den 2. marts kom det frem, at den spanske journalist Marc Marginedas var sluppet fri efter knap seks måneders kidnapning. Han blev taget til fange af væbnede grupper den 4. september 2013 ved byen Hama. Kidnapningen var kendt i offentligheden før han slap fri.

* 8. januar: To svenske journalister, Niclas Hammarström og Magnus Falkehed blev frigivet efter seks ugers tilfangetagelse. De blev taget til fange i Syrien af en kriminel bande i november. Deres kidnapning blev ikke holdt hemmelig. Det svenske Udenrigsministerium bekræftede kidnapningen af de to pressefolk.

* 7. marts 2014 blev journalisten Jeppe Nybroe frigivet efter 28 dage som gidsel mod en ukendt løsesum. Han blev sammen med en libanesisk kollega taget til fange af en kriminel bande i det lovløse nordlige Libanon, da de ville opsøge den kriminelle bande, der tog de to svenske journalister til fange. Jeppe Nybroes sag blev holdt hemmelig i pressen.

* Den amerikanske journalist James Foley har været forsvundet i Syrien siden den 22. november 2012. Hans familie har etableret hjemmesiden freejamesfoley.org

* I Danmark er det typisk specialister fra private sikkerhedsfirmaer, der forhandler med gidseltagerne om vilkår for at sætte de tilfangetagne fri. Staten hverken forhandler med eller betaler løsesum til kriminelle eller befrier gidsler med militær magt. Men Udenrigsministeriets Borgerservice følger sagerne tæt sammen med sin rådgiver i gidselsager, Politiets Efterretningstjeneste.

/ritzau/