FAKTA: Sådan gik det med Amagerbanken

Skrevet af admin

29/10/2014

Dagens topnyheder

Amagerbanken gik konkurs den 6. februar 2011. Her følger i korte træk bankens kamp for overlevelse:

2008:

*Amagerbankens ledelse forsikrer i september om, at banken er kernesund. Men kort tid efter kommer det frem, at banken er så presset, at den har søgt om lån i Danmarks Nationalbank.

* Folketingets første bankpakke redder banken på stregen.

* Efterfølgende må Amagerbanken nedskrive forventningerne til årets resultat med i alt 900 millioner kroner efter store tab i ejendomssektoren.

2009:

* Amagerbanken kommer ud af 2008 med et dundrende underskud på 694 millioner kroner før skat.

* I april søger Amagerbanken om et lån på 1,4 milliarder kroner fra bankpakke II.

* Med hjælp fra en aktieudvidelse og en halv milliard kroner fra rigmanden Karsten Ree lykkes det sidst i 2009 banken at få rejst kapital nok til at få lånet og derved undgå et krak.

2010

* Underskuddet for 2009 lyder på næsten en halv milliard kroner, og Amagerbanken må samtidig nedskrive udlån for over en milliard kroner.

* Nogle måneder senere kommer det frem, at banken har tabt 300 millioner kroner på valutaspekulation.

* Det statslige skraldespandsselskab for krakkede banker, Finansiel Stabilitet, kræver, at Amagerbanken stiller 750 millioner kroner mod en statsgaranti på 13,5 milliarder kroner.

* Ved en storstilet redningsplan lykkes det bankens ledelse at rejse 900 millioner kroner ved en aktieudvidelse. Blandt andet vælger storaktionær Karsten Ree at putte 300 millioner kroner i bankens kasse dagen før deadline.

2011

* 6. februar: Alligevel bliver Amagerbanken i februar taget under konkursbehandling og overtages af statens skraldeselskab, Finansiel Stabilitet.

2013

* 16. januar: Finanstilsynet melder 11 personer fra den tidligere direktion og bestyrelse i Amagerbanken til politiet.

2014:

* 29. oktober: 11 personer med tilknytning til Amagerbanken sigtes af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) for overtrædelse af straffeloven og lov om finansiel virksomhed.

/ritzau/