Niels Frederiksen blev torsdag præsenteret som cheftræner for Danmarks U21-landshold i fodbold.
Træneren, der den 10. august blev fyret i Esbjerg, skal føre U21-landsholdet til succes ved OL i Rio næste år, og han skal desuden sikre kvalifikationen til EM i Polen i 2017.
Jobbet som U21-landstræner kan føre til meget forskelligt. Her er et kig på de seneste tre U21-landstrænere:
* 2013-15: Jess Thorup.
Thorup havde allerede bevist sig som cheftræner gennem to år hos Esbjerg, som han i foråret 2013 førte til pokaltitlen, da han i sommeren samme år begyndte som U21-landstræner.
Efter semifinalepladsen ved EM i Tjekkiet i juni i år, der også udløste kvalifikation til OL i Rio næste år, skiftede Thorup til et job som cheftræner for FC Midtjylland.
Her skal han torsdag aften i hjemmekampen mod engelske Southampton forsøge at føre holdet til Europa League-gruppespillet.
* 2011-13: Morten Wieghorst.
Wieghorst kom også med en frisk pokaltriumf i bagagen, da han i sommeren 2011 overtog U21-landsholdet. Den tidligere landsholdsspiller havde været cheftræner for FC Nordsjælland i fem år, og både i 2010 og 2011 gjorde han klubben til pokalvinder.
I februar 2013 sagde Morten Wieghorst farvel til U21-jobbet for at blive assistent for manager Michael Laudrup i Premier League-klubben Swansea. Et år senere røg Wieghorst ud, da Laudrup blev fyret, men allerede samme sommer fik Morten Wieghorst job som cheftræner for AGF.
Han førte i dette forår klubben til oprykning til Alka Superligaen. AGF ligger aktuelt på femtepladsen med ni point for seks kampe.
* 2006-11: Keld Bordinggaard
Bordinggaard havde kortvarigt været cheftræner for Vejle i Superligaen, og han havde fire års erfaring som assistent for A-landsholdets cheftræner, Morten Olsen, da han i sommeren 2006 blev U21-landstræner.
I sommeren 2011 stoppede han efter EM-slutrunden på hjemmebane, hvor Danmark skuffede ved ikke at komme videre fra gruppespillet.
I sommeren 2012 blev Keld Bordinggaard cheftræner for Silkeborg i Superligaen, men allerede i november samme år blev han fyret efter blot 11 point i 16 kampe.
Sidste sommer var Bordinggaard tilbage i rollen som assistenttræner, denne gang for Kasper Hjulmand i tyske Mainz. Det eventyr sluttede i februar i år, da Kasper Hjulmand blev fyret.
/ritzau/