Falck lukker lyntestcentre fra februar

Skrevet af Mathias Busekist

19/01/2021
Den første udbyder af lyntest til danskerne lukker sine testcentre.

Mest læste i dag

Falck lukker sine 49 testcentre i hele landet 1. februar, fortæller ambulancedirektør hos Falck Jørgen Mieritz. 

Det skriver Ekstra Bladet.

Det kommer effter, at Falck tabte den nye udbudsrunde til de nye udbydere fra Carelink og SOS International, som kommer til at overtage leveringen af lyntest til danskerne fra februar. 

Regningen vil fortsat blive betalt af det offentlige. 

"Det er vi kede af. Vi har været glade og stolte over at bidrage til testningen. Men vi har kunne se på de priser, der er budt ind, at vi slet ikke kunne være med," siger Jørgen Mieritz til Ekstra Bladet. 

Det betyder, at Falcks testcentre vil blive lukket ned, når januar slutter. Det vil nemlig ikke give mening for redningskoncernen at holde dem åbne, siger Jørgen Mieritz.

"Hvorfor skulle folk gå ned og betale for en test, når de kan fortsat kan få dem gratis de næste tre måneder," siger Jørgen Mieritz.

Nyheden om, at Falck lukker sine testcentre, kommer lige efter, at det er kommet frem, at man i Danmark modtager langt færre vacciner i næste uge. 

Danmark får færre vacciner

Det gik ellers godt med at få danskerne vaccineret. Vi har nemlig vaccineret flere end i noget andet EU-land. 

Det bliver ligeledes bekræftet af Ekstra Bladet. 

Sundhedsstyrelsen har dog fået at vide af BioNTech-Pfizer, at de i denne uge kun kan levere halvt så mange doser end først lovet. 

De næstkommende uger vil fordelingen ligeledes være ujævn, hvilket også vil medføre, at man modtager færre vacciner hertillands. 

"Vi er virkelig kede af at blive bragt i denne situation. Det sker på et meget afgørende tidspunkt, hvor vi både står over for at skulle tage fat på nye målgrupper, særligt de allerældste, og hvor vi samtidig skal til at tilbyde borgerne det andet stik, som vi har lovet," siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm