Finanstilsynet rynker brynene over bankers udlånslyst

Skrevet af admin

12/04/2016

Dagens topnyheder

Finanstilsynet har været på besøg hos fire banker i København og Aarhus, og det har givet anledning til rynkede bryn. For ikke bare er boligpriserne stigende, det er bankernes vilje til at låne penge ud også.

Inspektionen gik på små- og mellemstore pengeinstitutters udlån til boligkøb. Netop boligmarkedet var meget ophedet og udlånet ukritisk op til finanskrisen. Derfor holder Finanstilsynet ekstra øje med bankerne.

- Vi har en cocktail af stigende ejendomspriser, ikke særligt meget udlånsaktivitet, hvilket skaber konkurrence bankerne imellem, og meget lave renter, der gør det billigt at købe noget, der er dyrt i forhold til ens indkomst.

- Det kalder selvfølgeligt på en bekymring for, om tingene kommer til at gå for stærkt ude hos bankerne, siger Kristian Vie Madsen, vicedirektør i Finanstilsynet.

Finanstilsynets inspektion har vist, at tingene er begyndt at gå stærkere. Blandt andet skriver Finanstilsynet, at bankernes fokus på gældsfaktor "ikke er særligt kritisk", og at selv kunder med store negative formuer kan låne.

Flere af bankerne får påtalt, at man i mange tilfælde låner mere ud, end ens retningslinjer foreskriver.

- Det, vi har fundet, har bekræftet vores bekymring. Der er hård konkurrence, og bankerne går nogle gange relativt langt for at få kunderne.

- Der er behov for, at man blive en smule mere forsigtig. Vi ser ikke grund til panik, men vi ser nogle ting, der burde være bedre, siger Kristian Vie Madsen.

Hos Arbejdernes Landsbank, der er en af de banker, som har haft besøg, er ordførende direktør Gert R. Jonassen helt rolig.

- Det er lettere at købe og sælge en bolig i København og Aarhus. Der vil nogen opleve, at vi er blevet mere villige til at låne ud. Men vi har ikke ændret vores udlånspolitik på nogen måde.

- Vi er slet ikke der, hvor vi var før krisen, hvor to ganske almindelige lønmodtagere købte lejligheder nede på Bryggen, fordi man troede, at man kunne blive rige, siger Gert. R. Jonassen.

/ritzau/