Find din gamle iPhone frem: Sælges for op mod 350.000 kroner

Skrevet af Mathias Madsen

05/02/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Gamle iPhones bliver solgt for mange tusinde kroner på auktion.

Dagens topnyheder

De fleste af os har nok en gammel telefon eller to liggende et sted i kælderen, depotrummet eller bagerst i skabet, og selvom man måske egentlig ikke helt ved, hvorfor man har gemt dem, så er det måske en god ide, at man har gjort det. 

Hvis det er en helt særlig telefon, kan den nemlig ifølge Unilad være MANGE penge værd. Faktisk flere hundredetusinde kroner. 

De første udgaver af Apple's iPhone i original emballage bliver nemlig solgt for enorme beløb på auktioner for tiden. 

Solgt for 269.000 kroner

Amerikanske Karen Green deltog i 2019 i programmet 'The Doctor & Diva', hvor hun fik vurderet sin uåbnede iPhone med 8 GB hukommelse fra 2007 til $5000 (34.400 kroner), men i dag er hun nok glad for, at hun ikke satte den til salg for det. 

Siden er en lignende uåbnet første generations iPhone i original emballage nemlig blevet solgt på auktion for $39.000 (269.000 kroner), og Green har derfor også sat sin iPhone til salg på auktion. 

Auktionen slutter først d. 19. februar, og prisen starter på $2.500 (17.200 kroner), men den forventes at ryge meget højere op. 

Faktisk har eksperter vurderet at dette stykke af teknologihistorien kan blive solgt for op mod $50.000 (345.000 kroner), hvilket en anden iPhone af samme slags faktisk er blevet sat til salg for. 

Disse første udgaver af den legendariske iPhone blev oprindeligt solgt for $599 (4.100 kroner) i 2007 og 2008, men for dem, der ikke har åbnet dem, har det altså vist sig at være en god investering. 

Hvad de to iPhones bliver solgt for, må tiden dog vise.