Flere partier støtter op: Nye regler om fyrværkeri kan være på vej

Skrevet af Nicolai Busekist

31/12/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Flere partier ønsker strammere regler for fyrværkeri i Danmark. Det gælder blandt andet for Dansk Folkeparti.

Dagens topnyheder

En række partier i Folketinget mener, at der er behov for at se nærmere på reglerne for affyring af fyrværkeri. Flere partier er enige om, at de bør strammes, skriver DR.

De nuværende regler tillader, at man affyrer fyrværkeri mellem den 27. december og den 1. januar. Det er længere tid end i vores nabolande. F.eks. må fyrværkeri kun anvendes den 31. december og den 1. januar i Tyskland.

Ifølge Dansk Folkeparti er de nuværende regler ikke tilstrækkeligt stramme, hvorfor de ønsker at regulere dem, således det først bliver muligt at købe fyrværkeri fra den 26. december. Hertil skal der indføres regler om, at det ikke må affyres før den 31. december.

"Det er jo nytårsaften, vi fejrer, og ikke alle dagene før og efter. Der er utroligt mange, der er skadet af det," lyder det fra Pia Kjærsgaard, der er værdiordfører for Dansk Folkeparti, til DR.

Forslaget bliver bakket op af Enhedslisten og SF, mens Alternativet mener, at man bør gå skridtet længere. Partiet mener, at man simpelthen skal forbyde salget af fyrværkeri. I stedet skal det være forbeholdt professionelle fyrværkere.

"Vi foreslår sådan set, at det bliver ulovligt for privatpersoner at fyre fyrværkeri af, og at det så bliver professionelle – i Tivoli, på Rådhuspladsen eller andre steder – som så laver et ordentligt, stort show," siger Alternatives politiske ordfører, Torsten Gejl, ifølge DR.

Både Venstre, Moderaterne og De Radikale er åbne for at se nærmere på reglerne. Blandt andet lyder meldingen fra Venstres dyrevelfærdsordfører, Erling Bonnesen, at man kan overveje at begrænse affyringen til nytårsaftensdag og nytårsnat.

Samtidig slår han fast, at det er afgørende, at man finder 'finder en balance i det'. Dette bør ske med henblik på at begrænse skader på øjne og hænder, men også for at skåne og tage hensyn til dyrene, som påvirkes af det.