Første verdenskrig: Ét skud - og verden stod i brand

Skrevet af admin

28/06/2014

Dagens topnyheder

Ingen så det komme. Sammenhængen blev først åbenlys, da det var for sent.

For det stod ikke skrevet, at det berømte skud i Sarajevo skulle blive så skæbnesvangert.

Men én begivenhed førte til en ny, der tog en ny med sig og så videre.

Skolebørn lærer, at Første Verdenskrig begyndte den 28. juni 1914 i Sarajevo. Da myrdede den serbiske nationalist Gavrilo Princip arvingen til den østrig-ungarske trone, Franz Ferdinand.

En måned senere erklærede Østrig-Ungarn krig mod nabolandet Serbien.

Så begyndte begivenhederne at tage fart.

Østrig-Ungarn bombarderede den 28. juli Beograd i Serbien og havde på forhånd sikret sig støtte fra en anden stormagt, nemlig det tyske kejserrige.

To dage senere mobiliserede Rusland, Serbiens allierede, sin hær.

Den 1. august erklærede Tyskland krig mod Rusland.

Frankrig var allieret med Rusland, og i solidaritet med russerne mobiliserede Frankrig sin hær.

Nu gik det stærkt.

Den 3. august erklærede Tyskland krig mod både Frankrig og Serbien og sendte sin hær gennem Belgien for at angribe Frankrig.

Den britiske historiker Michael Howard forklarer over for nyhedsbureauet AFP, at tyske officerer planlagde efter, at Frankrig skulle nedkæmpes, før Rusland kunne besejres.

Så de tyske soldater blev sendt mod Frankrig.

Imidlertid havde Storbritannien en forsvarstraktat med Belgien, som Tysklands hær buldrede igennem.

Den 4. august erklærede briterne krig mod Tyskland.

Da det blev efterår 1914, var 19 lande viklet ind i konflikten, som Danmark med sin neutralitet holdt sig ude af.

De fleste troede, at krigen ikke ville vare længe. Måske til julen 1914, men så heller ikke mere.

Men krigen fortsatte og fortsatte. Millioner af mennesker gik til i skyttegravene, uden at frontlinjen flyttede sig noget videre.

Da krigen sluttede i 1918, var omkring ni millioner soldater dræbt.

Millioner af civile var bukket under for sygdomme, sult og armod.

/ritzau/