Forsker om gidseldrab: IS kan være på vej til Jordan

Skrevet af admin

04/02/2015

Mest læste i dag

Den mislykkede fangeudveksling mellem Jordan og den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS) risikerer at skabe øget splittelse i det mellemøstlige land, hvor flere i forvejen bakker op om den militante gruppe.

I værste fald kunne man forestille sig, at IS, der primært huserer i Irak og Syrien, slår sig ned med en afdeling i Jordan, vurderer Søren Schmidt, der er lektor og mellemøstforsker på Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet.

Jordan henrettede onsdag to dømte jihadister som hævn for, at IS har likvideret et jordansk gidsel.

- Man kunne forestille sig, at IS nu vil tage handsken op, og at gruppen vil kæmpe frem og tilbage med Jordan. Og så kunne man forestille sig, at IS - som i forvejen har mange medlemmer fra Jordan - vil åbne en ny afdeling i landet, siger Søren Schmidt.

Lektoren beskriver Jordan som et land, der i forvejen er delt op i to grupper. Den ene gruppe er en del af systemet, mens den anden føler sig sat uden for fællesskabet.

- En ret stor del af befolkningen føler sig ekskluderet, og de organiserer sig typisk omkring islam, som på den ene eller anden måde betegnes som løsningen. Gruppen består af alt lige fra rendyrkede ekstremister til mindre rabiate folk, men de føler sig alle ekskluderede, fortæller Søren Schmidt.

Han mener, at Islamisk Stats drab på det jordanske gidsel Muath al-Kasaesbeh og de efterfølgende henrettelser i Jordan kan blive modtaget vidt forskelligt at de to grupper.

Dem, der i forvejen er en del af systemet, vil i højere grad bakke op om den magtfulde konge i landet, mens andre kan føle sig fristede af at slutte sig til IS, vurderer Søren Schmidt.

IS dræbte angiveligt gidslet ved at sætte ild til ham.

- Når IS laver sådan nogle brutale ting, er det en form for rekrutteringsmekanisme, for det fortæller islamisterne, at hvis de virkelig vil gøre noget for deres sag, så er det IS, de skal støtte, siger Søren Schmidt.

Jordan deltager i den internationale koalition, der forsøger af bekæmpe IS, og er samtidig et af de lande, der har flest statsborgere, som kæmper for IS.

/ritzau/