Forsvarsaftale skaber bekymringer hos medlemmerne

Skrevet af admin

10/04/2014

Dagens topnyheder

Med den nye forsvarsaftale på plads er det ikke salutkanonen, der hives frem i første omgang hos de militær brancheforeninger herhjemme.

Partierne bag forsvarsforliget vil med aftalen ændre markant på organiseringen af det danske forsvars ledelse.

Og det er ikke den model, som Hærens Konstabel- og Korporalforening helst havde set, siger forbundsformand Flemming Vinther.

- Hvis man ikke passer meget på, så kan modellen betyde, at der bliver endnu større afstand mellem de beslutninger, der bliver truffet på centralt hold og i forhold til den hverdag, som forsvarets medarbejdere går rundt i, siger formanden.

Med aftalen vil den gamle forsvarskommando splittes op, så den del, der tidligere beskæftigede sig med økonomistyring og fordeling af ressourcer, flyttes ind i Forsvarsministeriet.

- Vi har i forvejen en udfordring i at få vores medarbejdere ude i systemet til at se genialiteten i det, der bliver besluttet på bjerget (Christiansborg, red.), siger Flemming Vinther.

- Jeg frygter lidt, at den her model, hvor man trækker det endnu tættere på forsvarsministeren, kan gøre det endnu vanskeligere, tilføjer han.

Formanden mener, at der sker en voldsom slankning med den nye forsvarsaftale. Han påpeger samtidig, at han og medlemmerne må forsøge at få det bedst mulige ud af de nye rammeaftaler.

En anden del af den nye aftale betyder, at der under forsvaret flyttes en række arbejdspladser, og at antallet af militære chefstillinger skal reduceres.

Det falder ikke i god jord hos Jesper Hansen, formand for Centralforeningen for Stampersonel, der nævner, at han først og fremmest er tilfreds med, at der endelig er kommet noget konkret med den nye aftale.

- Det, der bekymrer mig, er, at man vælger at kaste forsvarets ledelse rundt, og at det sker i en periode, hvor vi er inde i en transformation af hele det danske forsvar i forhold til forsvarsaftalen 2013-2017, siger Jesper Hansen.

Formanden mener, at det måske ikke er velvalgt at foretage flytningerne, og at han samtidig kan bekymre sig for sine medlemmer, idet der skal afskediges nogen af dem.

- Jeg ved ikke, hvor mange der vil være tale om, eller om der overhovedet er nogen, men jeg er meget bekymret for mine medlemmer, siger Jesper Hansen.

/ritzau/