Fuglsang kan jagte etapesejr: Det vil være godt for ham

Skrevet af admin

20/07/2014

Dagens topnyheder

Selvom Astana har en samlet føring til Vincenzo Nibali at forsvare i Tour de France, er holdets manager Alexander Vinokourov klar til at give Jakob Fuglsang chancen for at køre efter en etapesejr i næste uge.

- Han skal nok få chancen.

- Jeg er sikker på, at han gerne vil forsøge, siger Alexander Vinokourov.

- Det er svært lige i øjeblikket, men når vi kommer til Pyrenæerne i næste uge, kan vi se på det. Det ville være godt for ham, men også for holdet, hvis han kunne vinde en etape.

Kasakheren understreger i samme åndedrag, at det bliver en svær mission med mange stærke ryttere og hold, som ikke længere kan gøre sig gældende i klassementet.

- Det bliver ikke let, for der er flere hold, som vil gå efter etapesejre, nu hvor de ikke kan vinde løbet, siger Vinokourov.

Jakob Fuglsang styrtede på en nedkørsel på 13. etape, da han ramte en vanddunk fra Lotto-Belisol-rytteren Jurgen Van den Broeck.

Først var den 29-årige dansker rasende på sin belgiske kollega, men siden er de forsonet, efter at Fuglsang har fået en undskyldning fra Lotto-rytteren.

Sidste år var Fuglsang tæt på en sejr på 9. etape, da han stak af sammen med Daniel Martin fra Garmin-Sharp.

I spurten var den irske rytter dog hurtigst.

Danskeren har stadig til gode at vinde en individuel etapesejr i en grand tour. Han har to gange været med til at vinde holdtidskørsler i Vuelta a Espana og kørt i løbets førertrøje.

/ritzau/