Georgien raser over Putins aftale med Abkhasien

Skrevet af admin

24/11/2014

Mest læste i dag

Rusland har cementeret dets kontrol over nabolandet Georgiens oprørsplagede region Abkhasien med en strategisk partnerskabsaftale, som af den georgiske regering betegnes som annektering.

Vladimir Putin har underskrevet en aftale om alliance og strategisk partnerskab. Den formaliserer Ruslands dominans over den lille oprørsregions udenrigspolitik, væbnede styrker og økonomi samt udstationering af russiske styrker på grænsen til resten af Georgien.

- Underskriften er et skridt i retning af en de facto annektering af Abkhasien-regionen fra Den Russiske Føderations side. Det er en overtrædelse af principperne for Georgiens territoriale integritet og folkeretten, siger Georgiens udenrigsminister, Tamar Berusjasjvili, til journalister.

- Georgiens regering fordømmer det ulovlige skridt, tilføjer udenrigsministeren.

Flere end 30.000 tilhængere af oppositionen demonstrerede i den georgiske hovedstad Tbilisi tidligere på måneden mod den planlagte aftale, som sker samtidig med en diplomatisk storm som følge af Ruslands indblanding i oprøret i det østlige Ukraine og annekteringen af Krim i marts.

De abkhasiske oppositionspartier har også givet udtryk for frygt for, at aftalen vil underminere deres lille lands mulighed for reel uafhængighed.

- Nogle af aftalens bestemmelser kan også have uønskede konsekvenser for Abkhasiens suverænitet, lød det fredag fra Abkhasiens parlamentsråd.

I aftalen, som Putin underskrev efter samtaler med Abkhasiens præsident, Raul Khajimba, i den russiske ferieby Sotji ved Sortehavet, hedder det, at Moskva og Sukhumi vil forene deres væbnede styrker og sammen bevogte Abkhasiens grænse til Georgien.

Den skaber også et fælles politi- og retssystem samt et fælles økonomi- og toldregler. Rusland er også parat til at støtte Abkhasien med fem milliarder rubler (680 millioner kroner) i 2015.

Abkhasien rev sig løs fra Georgien efter en borgerkrig i 1990'erne. Rusland har officielt anerkendt Abkhasiens uafhængighed sammen med den anden udbryderregion i området, Sydossetien, efter fem dages krig med Georgien i 2008.

Kun meget få lande anerkender regionens uafhængighed.

/ritzau/