Glen Riddersholm: Stor konkurrence om pladserne

Skrevet af admin

07/02/2015

Mest læste i dag

Med tilgangen af den svenske målmand Johan Dahlin og ligatopscorer Martin Pusic fra Esbjerg har FC Midtjylland fået en endnu bredere trup inden forårssæsonen i Alka Superligaen, som klubben fører med otte point ned til FC København.

På de fleste positioner har træner Glen Riddersholm flere kompetente bejlere til spilletid, og han har endnu ikke lagt sig fast på sin idealopstilling.

- Der er fortsat stor konkurrence i truppen, og jeg ikke har lagt mig fast endnu. Det er et udtryk for, der er mange om buddet, siger Glen Riddersholm til klubbens hjemmeside.

Truppen befinder sig aktuelt på træningslejr i Portugal, hvor den de fleste dage har trænet to gange dagligt for at få grundformen på plads.

- Selvfølgelig er der ved at være trætte ben, men samtidig har vi mange spillere klar så langt inde i en træningslejren.

- Det vidner om, at spillerne arbejder stenhårdt og har formået at bevare stor entusiasme og engagement, som vi kender det fra hverdagen i Ikast, siger træneren.

Lørdag aften gælder det en træningskamp mod tjekkiske Jablonec, der netop har besejret FC København i en træningskamp.

Selv jagter FCM den første sejr på træningsturen efter en uafgjort kamp og et nederlag. Men det bekymrer ikke træneren.

- Jeg ved, at de 10-15 procent, vi mangler, kommer, når vi igen spiller om point, og der kommer mere intensitet og puls i kampene.

FC Midtjylland indleder forårssæsonen på hjemmebane mod OB 23. februar.

/ritzau/