Har dit barn et fritidsjob, har de en stor fordel

Skrevet af Mathias Nielsen

20/02/2023
Foto: Privat
Foto: Privat
En ny analyse viser, at børn med et fritidsarbejde har en stor fordel i uddannelsessystemet.

Dagens topnyheder

Når børn nærmer sig udskolingen får mange et fritidsjob. Det er der flere fordele ved.

Det kan eksempelvis være en god måde at få et indblik i arbejdsmarkedet på samt at tjene penge.

Det er dog ikke de eneste fordele, viser en ny analyse foretaget af Kraka Advisory for Danske Bank.

Analysen viser nemlig, at børn og unge med et fritidsarbejde også har en tendens til at få høje karakterer i skolen.

Ofte hører man ellers, at fritidsarbejde kan gå udover det faglige niveau, men det lader altså ikke til at være tilfældet.

Grundskoleelever får i gennemsnit 0,26 point højere karakterer ved afgangseksamen i matematik og dansk i 9. klasse end elever uden et fritidsjob.

Analysen er udarbejdet på basis af mikrodata fra Danmark Statistik i perioden fra 2012-2020 og er afgrænset til børn og unge mellem 13 år og 17 år.

De nye tal vækker glæde hos  Anne Juel Jørgensen, der er børne- og ungechef i Danske Bank:

”Det, der er så positivt ved fritidsjob, er, at de unge kan få erfaringer og succesoplevelser, som de kan tage med sig ind i skolen og i andre dele af deres liv. Når man som ung får et fritidsjob, er det stille og roligt med til at øge følelsen af ansvarlighed og kontrol over eget liv,” forklarer hun.

Forskning viser desuden, at erfaringer med penge fra en tidlig alder bidrager til at skabe gode pengevaner senere i livet. Dog er der grænser for, hvor mange timer man bør bruge på fritidsarbejde, hvis det ikke skal gå udover karakterene.

Størstedelen af de 13-17-årige arbejder under fire timer om ugen i gennemsnit, og det har gjort sig gældende i hele perioden fra 2012-2020.

Elever, som arbejder mere end de fire timer, er til gengæld mere tilbøjelige til at trække gennemsnittet ned. Jo mere arbejde, jo mere falder karakterene. 

”Det er selvfølgelig vigtigt at se på den samlede balance i det, de unge bruger deres tid på. Fritidsjob må ikke tage fokus fra undervisningen, men skal være et positivt supplement til den unges hverdag, ligesom en fritidsaktivitet er det,” siger Anne Juel Jørgensen.

Man kan derfor konkludere, at det er en fordel at arbejde ved siden af skolen, men det bør være i moderate mængder, hvis man skal opretholde fordelen ved højere karakterer.