Har du handlet her? Stor dansk webshop udsat for datalæk

Nicolai Busekist

9 uger siden

|

19/05/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Hvis du har handlet hos denne danske webshop, er det en god idé at ændre dine oplysninger, da de kan være blevet lækket.

Dagens topnyheder

NiceHair er en af de største webshops på det danske marked. Derfor er det også en webshop, som et stort antal danskere har handlet hos.

Der er endda mange af deres kunder, der flittigt shopper blandt det store udvalg, der består af alt fra parfume og hudpleje til kosttilskud. Netop derfor er der også en risiko for, at mange danskere er berørt af det datalæk, som webshoppen har været ude for.

Ifølge TV 2 har webshoppen for nylig været udsat for et stort datalæk på sin hjemmeside. Det betyder, at en række af deres kunder har fået lækket deres oplysninger.

Såfremt du har handlet hos NiceHair, er det derfor en god idé at få ændret din adgangskode til din konto hos webshoppen. Den kan meget vel være blevet lækket, og ondsindede personer vil derfor potentielt kunne tilgå din konto.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Susanne Snogdal, der er direktør for NiceHair. Hun har bekræftet, at informationer fra TV 2 er korrekte, og at de har været udsat for et datalæk.

Hun fortæller også, at de af deres kunder, der er blevet berørt af lækket, er blevet informeret via e-mail. Har du handlet hos NiceHair, er det derfor en god idé at undersøge, om du har modtaget en e-mail.

"De kunder, der er berørt af lækket er blevet informeret, så hvis man ikke har modtaget nogen besked fra os, så er man ikke berørt," fortæller hun til Ekstra Bladet.

I den mail, der er blevet udsendt til de berørte kunder, bliver der gjort opmærksom på lækket. Samtidig understreger NiceHair i denne mail, at datalækket hurtigt blev opdaget og lukket. 

Desuden er det værd at nævne, at det ikke er kortoplysninger, der er blevet lækket. Derimod omfatter det e-mails og krypterede adgangskoder, hvorfor NiceHair opfordrer alle berørte kunder til at skifte deres adgangskode hurtigst muligt.