Holger K.: Klogt at Irak-kommissionens formand trak sig

Skrevet af admin

26/02/2015

Dagens topnyheder

Når Irak- og Afghanistankommissionen har fået en ny formand i stedet for Michael B. Elmer, må den komme i gang med arbejdet efter to års stilstand.

Det siger SF's udenrigsordfører, Holger K. Nielsen, efter at kommissionens formand, Michael B. Elmer, er trådt tilbage på grund af interne samarbejdsproblemer..

- Det er stærkt utilfredsstillende, at der er gået så lang tid, uden at der reelt er sket noget i kommissionen. Jeg håber, at der vil komme gang i arbejdet i og med, at formanden har trukket sig, siger Holger K. Nielsen.

S-R-SF-regeringen nedsatte Irak- og Afghanistankommissionen 7. november 2012, men siden er der ikke sket meget i kommissionen, som skal undersøge, hvorfor Danmark gik med i krigene i Irak i 2003 og i 2001 i Afghanistan.

Mens formanden altså forlader kommissionen, bliver de to øvrige medlemmer, juraprofessor Jørgen Albæk Jensen og advokat Jeppe Skadhauge. I oktober bad de to Justitsministeriet fremskynde kommissionens arbejde.

Holger K. Nielsen finder det klogt, at Michael B. Elmer trak sig.

- Meget tyder på, at samarbejdsproblemerne bedre kan løses nu. Det er vigtigt for os, siger Holger K. Nielsen.

Spørgsmål: - Kunne man ikke bare stikke piben ind og lukke kommissionen efter to år, som Venstre foreslår?

- Det har Venstre sine grunde til at sige. De har en masse i klemme i denne sag. Så de kører politik på den. Vi synes, det er vigtigt, at undersøgelsen kommer. Derfor er det vort håb, at kommissionen kommer i gang med sit arbejde, siger Holger K. Nielsen.

Spørgsmål: - Venstre kalder kommissionen politisk bestillingsarbejde, fordi SF's daværende udenrigsminister Villy Søvndal ville udstille VK-regeringen?

- Det er jeg ikke enig i. Man har også haft disse undersøgelser i en række andre lande. Det var en kontroversiel beslutning og første gang i mange år, at vi gik med i en offensiv krig, siger Holger K. Nielsen.

/ritzau/