Hollywoodstjerne død

Skrevet af Mathias Nielsen

06/12/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Den legendariske skuespillerinde er død efter et kort sygdomsforløb.

Dagens topnyheder

Skuespillerinden Kirstie Alley, som blandt andet er kendt fra den amerikansk sit-com "Sams Bar", er død i en alder af 71 år efter et kræftforløb. Det oplyser familien i en udtalelse ifølge underholdningsmediet TMZ natten til tirsdag dansk tid, skriver Ritzau.

- Vi er kede af at fortælle jer, at vores fantastiske, seje og kærlige mor er gået bort efter en kamp mod kræft, som kun for nylig blev opdaget, står der blandt i udtalelsen.

- Hun var omgivet af sin nærmeste familie og kæmpede med stor styrke. Hun efterlod os med en vished om glæden ved livet og de eventyr, som venter.

Udtalelsen er blevet delt på Kirstie Alleys officielle Twitter-konto med hendes børn som afsendere.

I "Sams Bar" - på engelsk kaldet "Cheers" - spillede Alley rollen som barbestyreren Rebecca Howe. Det havde hun stor succes med, hvilket kastede både en Emmy og en Golden Globe af sig.

Det er dog ikke det eneste, hun nåede at medvirke i. Listen tæller også  "Star Trek II: The Wrath of Khan".

I 1994 vandt hun sin anden Emmy-statuette for sin medvirken i tv-filmen "David's Mother" om en mor, som har en teenagesøn med autisme.

Kirstie Alley spillede også en af hovedrollerne i "Det er mig der snakker", som blev en kæmpe succes, da den havde premiere i 1989.

Den storsnakkende baby Mikey tog verden med storm, da han dukkede op på skærmen i selskab med Alley i rollen som enlig mor og John Travolta i rollen som taxachaufføren James.

John Travolta er også ude med en hyldest til Kirstie. På Instagram skriver han:

- Kirstie var en af de mest specielle relationer jeg har haft. Jeg elsker dig Kirstie. Jeg ved, vi vil mødes igen.

Kirstie Alley vakte i de senere år opsigt ved åbent at erklære sin støtte til den tidligere præsident Donald Trump.

Hun havde tidligere stemt på demokratiske Barack Obama. Hun fortalte efterfølgende, at hun oplevede modstand i Hollywood.