Hul i loven: Sommerhusejere risikerer store regninger

Skrevet af admin

04/05/2014

Dagens topnyheder

Danske sommerhusudlejere kan ende med at stå tilbage med store regninger på grund af et hidtil ukendt hul i lovgivningen.

Sommerhuslovgivningen er nemlig omfattet af lejeloven. Det betyder, at udlejeren af et sommerhus kan blive indbragt for Huslejenævnet, og på den måde kan lejeren få penge tilbage og dermed en billigere ferie, skriver Børsen.

Det kræver blot, at lejeren betaler et gebyr på 140 kroner for at få sagen for Huslejenævnet, som ifølge historikken i langt de fleste tilfælde giver lejerne medhold.

Det er advokatfuldmægtig Rebekka Sommer Nielsen hos Ladegaard, Rasmussen og partnere, der har afdækket problemstillingen i en afhandling på jurastudiet på Aarhus Universitet.

- Retsstillingen kan få store økonomiske konsekvenser for sommerhusudlejerne. Meget få er klar over det, men sommerhusudlejning er omfattet af lejeloven.

- Det kan få den betydning, at lejerne af et sommerhus kan indbringe en sag for Huslejenævnet omkring lejens størrelse og kan ifølge lejelovgivningens regler forvente at få en stor del af lejen igen, siger Rebekka Sommer Nielsen ifølge Børsen.

Hans Henrik Edlund, professor ved Aarhus Universitet og formand for Husleje- og beboerklagenævnet i Danmark, er enig.

Ikke engang Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter kendte til hullet i lovgivningen.

Ministeren Carsten Hansen (S) kalder over for Børsen problemstillingen for "teoretisk".

I en skriftlig udtalelse til Ritzau tilføjer han dog, at ministeriet "ved førstkommende lejlighed" vil præcisere, at udlejning af sommerhuse til fritidsformål ikke er omfattet af lejelovgivningen.

/ritzau/