Er du en af dem?
Sommerferien lokker tusindvis af danskere mod varmere himmelstrøg, men mens flybilletter, pas og kufferter er på plads, er der fortsat mange, som overser en vigtig del af forberedelserne.
En ny undersøgelse peger på, at en stor gruppe rejser afsted uden økonomisk sikkerhedsnet, hvis uheldet rammer.
En undersøgelse fra Kantar Gallup viser, at mere end hver fjerde dansker tager på ferie uden rejseforsikring.
Blandt unge mellem 18 og 29 år gælder det hver tredje, og ifølge Forsikringsoplysningen kan valget få alvorlige konsekvenser.
Det skriver DR
Forsikringsekspert Anne Garde Slothuus advarer om, at manglende dækning kan efterlade rejsende alene med både praktiske udfordringer og store regninger.
“Der er ingen hjælp at få. Så man står selv for at finde ud af, hvordan man kommer hjem på den sikreste måde og udgifterne til det,” siger hun.
Sådan lyder opfordringen
Rejseforsikringer kan blandt andet dække mistet bagage, sygdom og anden assistance under ferien.
Alligevel fortæller flere rejsende i Københavns Lufthavn, at de enten ikke har en forsikring eller er usikre på, om de overhovedet er dækket.
En af dem er Elias Witt Aadahl, som var på vej til Kroatien uden rejseforsikring. Han vurderer, at økonomien kan være en væsentlig forklaring på, at især unge vælger forsikringen fra.
“Jeg tror, der er en følelse af, at man ikke har lige så meget at gøre godt med, og så vælger man jo fra,” siger han.
Ifølge Anne Garde Slothuus kan den umiddelbare besparelse hurtigt vise sig at blive en dyr beslutning, hvis noget går galt under rejsen.
Derfor opfordrer hun ferierejsende til at undersøge deres behov og sammenligne de forskellige rejseforsikringer, inden de tager afsted.
Dækninger og priser varierer, og en billig løsning kan i mange tilfælde være tilstrækkelig, hvis den passer til den enkelte ferie.