Hvordan vil NATO reagere, hvis Rusland bruger atomvåben? Nu har Jens Stoltenberg svaret

Skrevet af Mathias Madsen

11/10/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
I et interview med norske NRK har NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, svaret på spørgsmålet: "Hvordan vil NATO reagere, hvis Rusland bruger atomvåben mod Ukraine?"

Dagens topnyheder

Stort set lige siden krigen i Ukraines start d. 24. februar har Ruslands præsident, Vladimir Putin, truet med at gøre brug af atomvåben, hvis NATO-lande blander sig i konflikten. 

NATO har indtil videre holdt sig ude af selve krigen, men adskillige NATO-lande har bidraget til Ukraine med våben, kapital og humanitær hjælp, og alligevel er Putins trussel ikke blevet indfriet.

Den er dog heller ikke blevet mindre. 

Præsidenten har nemlig gentagne gange siden understreget, at hans trussel ikke er et bluff, og mange frygter derfor, at han kan finde på at trykke på 'atombombe-knappen'. 

Men hvordan vil NATO egentlig reagere, hvis Putin rent faktisk sender en atombombe afsted mod Ukraine?

Det spørgsmål har norske NRK stillet til NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, og han svarede:

"De russiske trusler er uansvarlige og farlige. Rusland ved, at en atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes. Det, Rusland ved, er, at det vil få alvorlige konsekvenser for Rusland [hvis de bruger atomvåben]."

"Hvis de bruger mindre atomvåben mod Ukraine, vil vi overveje, hvilken slags våben, og hvordan de bruger dem, før vi overvejer et svar," lød det desuden fra generalsekretæren, som tidligere har slået fast, at NATO ikke vil stoppe med at støtte Ukraine, selvom Putin truer med atomvåben. 

"Alle valg, vi træffer, er fyldt med risiko. Hvis atomafpresning for at tvinge os til at stoppe med at støtte Ukraine lykkes, vil det være fristende at gøre det samme i andre konflikter i andre lande. Ikke kun fra Rusland, men også andre autoritære regimer," lød det således fra Stoltenberg på en pressekonference i Bruxelles tirsdag. 

Stoltenberg har desuden slået fast, at NATO-landene står ved Ukraines side uanset hvor længe, krigen tager.