I Danmark er julekalender udskældt: I Fleggaard er situationen helt anderledes

Skrevet af Mathias Nielsen

73 uger siden

|

21/12/2022
Foto: Google Maps
Foto: Google Maps
I Danmark er den udskældt, men alligevel er julekalenderen særdeles populær i de tyske grænsebutikker.

Dagens topnyheder

En af de ting, som mange forbinder med december måned, er julekalendere. Traditionelt og typisk indeholder disse kalendere chokolade.

I de seneste år er flere andre varianter dog kommet til, herunder chipsproducenten Kims udgave, som sjovt nok indeholder chips.

På sociale medier er mange danskere dog utilfredse med manglende variation i kalenderen, men syd for den danske grænse er situationen en lidt anden.

Her er Kims julekalender nemlig en af de varer, der hitter stort i julehandlen hos Fleggaard og Fakta. Julehandlen har generelt været god i de nordtyske butikker

- Julehandlen synger på sidste vers, og den har været fornuftig. Jeg vil vurdere, at julehandlen stort set er på niveau med 2019, som jo var inden corona begyndte, når det gælder danske kunder. De svenske kunder kniber det mere med at få tilbage, og her kan de øgede transportomkostninger være årsagen, siger Lars Mose Iversen, der er administrerende direktør for grænsesupermarkederne Fleggaard og Calle til JydskeVestkysten.

Lars Mose Iversen kan også afsløre, at Kims julekalender altså har været et stort hit i Fleggaard, selvom den har fået stor kritik på sociale medier.

- Julekalendere med slik er sædvanen tro populære, men det er især salget af Kims julekalendere med chips, som har oplevet en stor vækst i forhold til sidste år, siger Lars Mose Iversen.

Også hos Fakta har man oplevet stor interesse for Kims julekalender.

- Kims julekalender med chips har taget røven på os på den gode måde og har været udsolgt siden slutningen af november. Den er kommet for at blive og har i den grad ramt de danske kunder, siger Per Boesen, der er direktør for Fakta i Tyskland.