I kø for Charlie Hebdo: Det er vigtigt at vi står her

Skrevet af admin

16/01/2015

Dagens topnyheder

På en ellers fredelig og mørk fredag morgen på Sdr. Boulevard i København ligger bladkiosken Kihoskh på et gadehjørne badet i lys. Fire tv-hold fra den danske og internationale presse oplyser den lange kø, der slanger sig ud på gaden.

Klokken kvart i syv - et kvarter før de få eksemplarer af det franske magasin Charlie Hebdo kunne købes - står der 42 mennesker i kø.

Før kiosken åbner klokken syv, strømmer flere til, mens andre kigger på køen og konstaterer, at det ikke bliver kulden og ventetiden værd.

Langt fremme i køen står Kristian Balle. For ham er det ikke de 16 siders papir, der er vigtige, men den symbolske værdi i den store efterspørgsel.

- Egentlig er det ikke vigtigt for mig at få magasinet. På en eller måde er det bare symbolsk. Magasinet i sig selv er ikke vigtigt. Men det er vigtigt, at vi har stået så mange for at ville have det, siger Kristian Balle.

Han har afsluttet en eksamen og har "fejret" det med tre timers ventetid i bidende kulde. Det hele kunne dog have været forgæves, hvis ikke det var for lidt held.

- Jeg stod bagved. Vi havde fået at vide, at der var 18 magasiner. Efter en halv time var der en, der stod foran, som sagde, at han kunne se, det betød mere for mig end for ham. Så vi byttede hans sjetteplads i køen med min 15. plads, fortæller han.

Det viste sig at blive afgørende, da kiosken ikke fik 18, men kun 12 magasiner. Som bliver revet væk på fire minutter.

Butikkens unge ekspedient lukker forsigtigt 12 kunder ind, inden han må meddele den skuffede kø af ventende, at der ikke er flere eksemplarer.

Bagefter får den søvnige Kristian Balle kun netop givet udtryk for, at han glæder sig til at komme hjem og sove, inden fransk tv kaprer ham til et endnu et interview.

/ritzau/