Ilande lytter til ulande og øger chance for klimaaftale

Skrevet af admin

20/10/2015

Dagens topnyheder

Slutspurten i forhandlingerne frem mod klimatopmødet i Paris til december er tilbage på sporet, efter at forhandlere er blevet enige om at genindføre vigtige elementer i det aftaleudkast, der var blevet kogt ind fra knap 90 til blot 20 sider.

Verdens udviklingslande, forenet i gruppen G77, havde beskyldt verdens rige lande for at se bort fra deres centrale krav ved simpelthen at pille dem ud af teksten.

Nu er udkastet under denne uges klimaformøde i Bonn så vokset igen fra 20 til 34 sider, og udviklingslandenes krav er tilbage i udkastet - dermed er forhandlingerne tilbage på sporet.

- Hovedparten af de delegerede virker til at være glade for den vej, man er blevet enige om, siger Amjad Abdulla, chefforhandler for Alliancen af Små Østater, som er truet af, at verdenshavene stiger.

Den sydafrikanske klimaudsending Nozipho Mxakato-Diseko mener, at den ny tekst "udligner den ubalance," der var opstået.

Cubas chefforhandler konstaterer, at "folk i det mindste er begyndt at lytte til hinanden".

- Jeg har det indtryk, at folk, alle delegationer, er meget opmærksomme på, at vi ikke har mere tid. Enten får vi styr på det, eller også gør vi ikke, siger Pedro Luis Pedrosa.

Forhandlerne er i denne uge samlet i den tyske by Bonn til det sidste møde inden topmødet i Paris.

De forhandler stadig om, hvor meget der skal skæres ned på CO2-udledningen, klimafinansiering til de fattige lande og international kontrol med indsatsen.

- For at opnå succes i Paris skal vi nå videre i Bonn inden ugens udgang, siger den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, som bliver leder af COP21-mødet i Paris.

Aftalen i Paris skal træde i kraft fra år 2020.

Danmark arbejder på, at man beslutter at tage initiativer for perioden frem til, at aftalen officielt træder i kraft, så man ikke skal vente yderligere fem år med at forsøge at vende udviklingen.

FN-topmødet åbner i Paris 30. november og varer til 11. december 2015.

/ritzau/AFP